Danmarks første "planteslagteri" åbner i Kødbyen

Tre unge iværksættere vil udfordre kødindustrien og åbner derfor Danmarks første planteslagteri i kødgrossisternes mekka, Kødbyen.

Flere og flere mennesker vælger at spise mindre og mindre kød.

Bekymringer om klima, eget helbred og dyrevelfærd ser ud til at drive forandringen.

Og derfor er der også efterhånden god mulighed for at stå med et plantebaseret produkt i hånden, når man har været en tur i kølemontren. 

Sidste år lancerede både Coop og Salling Group således plantefarsen i deres butikker. Sidstnævnte, der driver både Netto, Føtex og Bilka, døbte sågar 2018 for veganerår i hovedstaden. 

De store kæder står dog langtfra alene med deres produkter, og senest har tre iværksættere i Kødbyen kastet sig ind i kampen om at levere en bøf - af grøntsager.

Virksomheden hedder Planteslagterne. Og målet er at være et reelt og klart alternativ til de animalske produkter i kødgrossisternes mekka, Kødbyen.

Her ses Planteslagternes kasse. Den leveres i en frostkasse til hoveddøren.
Her ses Planteslagternes kasse. Den leveres i en frostkasse til hoveddøren.

Produkter til kendte retter

- Vi vil gerne gøre det både let og lækkert for danskerne at lave en ret med grøntsager som hovedelement, siger Henrik Have, medstifter af Planteslagterne, til TV 2 Lorry. 

Derfor har de tre partnere forsøgt at skabe produkter, der kan bruges i traditionelle retter, som vi kender dem med bøffer og boller.

Henrik Have understreger dog samtidigt, at produkterne ikke skal ligne traditionelt kød - men være det, som de er: Et farvet alternativ. 

- Det (maden, red.) skal ligne, hvad det er, siger han. 

-  For eksempel en rødbedebøf og en estragonbøf. Estragonbøffen er grøn qua spinat og estragon. Og rødbedebøffen er selvfølgelig rød. 

Frostkasser til private og restauranter

Planteslagterne tilbyder et håndlavet sortiment af plantebaserede produkter, som man modtager i en frostkasse til fryseren. 

"Kødet" er formet i hånden og tilberedt uden tilsætningsstoffer, hvilket kan lade sig gøre, fordi varerne er frosset ned.

Tanken er, at både private og spisesteder har interesse i produktet. Og allerede nu har iværksætterne blandt andet leveret mad til burgerkæden Sliders.  

Og hvad skal det koste, tænker du nok?

En kasse fra Planteslagterne koster 320,- kr. med levering, og der er mad til 10 personer i kassen, som indeholder 1,5 kg ”kød”.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik