Cyklisterne vil ikke dele pladsen med fremtidens køretøj

I disse dage kæmpes kampen om byens asfalt. Et flertal i Folketinget vil tillade segways på cykelstierne.

Folketinget behandler i disse dage et lovforslag, der skal åbne op for forsøg med små motoriserede køretøjer på cykelstien.

Det kan være segways, motoriserede skateboards, løbehjul og såkaldte speed pedelecs: El-cykler, der kan køre 45 kilometer i timen.

Men det er ikke noget, der falder i god jord hos Cyklistforbundet, hvor man vil kæmpe for pladsen på cykelstierne, bebuder direktør Klaus Bondam i et debatindlæg på Altinget.dk.

- I Cyklistforbundet er vi bekymrede for den kamp om den begrænsede plads på cykelstierne, som sådan en udvikling uvægerligt vil føre med sig i de store byer. Her er der allerede i dag endog meget tæt trafik, skriver han. 

Formand i København: De bør blive på fortorvet

Og direktøren bakkes op af afdelingsformanden i København, Erik Hjulmand. 

Han påpeger, at det vil være særlig slemt i København, hvor det kan få ærgerlige konsekvenser for sikkerheden:

- En segway ved gadekæret i Sønder Omme går nok, men vi har ikke brug for flere køretøjer i byen, siger han. 

- Det vil give flere ulykker. Vi vil gerne have ladcykler, el-cykler og lange cykler, for folk ved, hvordan man gebærder sig på dem. Men det her er anderledes midler, som man dårligt nok tør prøve hjemme.

- Grundlæggende set bør de blive på fortorvet. Selvom fodgængere heller ikke gider møde dem. Men man opfører sig anderledes og mere forsigtigt på et fortov, end man gør på cykelstien, siger Erik Hjulmand til TV 2 Lorry. 

 
 
Foto: NIels Ahlmann Olesen - Scanpix

Rasmus Jarlov: Selvfølgelig hører de til på cykelstien

Cyklistformanden frygter, at en lovændring vil få virksomhederne til at se perspektiver i et fremstille flere af de her køretøjer og peger eksempelvis på, at bilfabrikanten BMW allerede har offentliggjort, at man satser på området. 

Det er dog bestemt ikke noget, der afskrækker konservatives Rasmus Jarlov, der sidder i Folketingets transportudvalg og bakker op om lovforslaget:

- Generelt er det en god idé, at folk kan komme frem på den måde, som de ønsker. Jeg kan ikke se en grund til, at vi skal forbyde segways, og jeg tror, man har haft samme bekymring for cyklerne, dengang de kom frem, siger han til TV 2 Lorry. 

Hvorfor hører de til på cykelstierne og ikke på vejen eller fortovet?

- Jeg tror, det skaber mindre kaos her. Men vi mener det ærligt, når vi siger, det er en forsøgsordning, så vi er ikke låst fast på det. Hvis en segway skal køre på fortovet, skal det i hvert fald være ved meget lav fart, hvis det skal være forsvarligt. Umiddelbart minder flowet mest om en cykel. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik