Cirkus Arena lader rapper overtage tøjlerne

Det er ikke længere nok med veldresserede heste og spektakulær akrobatik for at lokke folk i cirkus. Når Arena tourer Danmark rundt, bliver det med hjælp fra en uventet kant.

Han er kendt som en af dansk raps grand old men. Men det er en helt ny verden, som Clemens træder ind i, når han over sommeren tager på cirkusturné.

- Jeg er ikke den store campist, men selvfølgelig bliver det sjovt. Der skal gang i min Playstation, siger Clemens med et smil, mens han tripper rundt bag ved scenen.

Den sidste tekniske prøve skal til at gå i gang, inden der onsdag aften er landspremiere på Cirkus Arenas nye forestilling med Clemens i en central hovedrolle.

Rapperen optræder ikke blot som konferencier. Han har også skrevet musikken og hele fortællingen, der binder de klassiske cirkusnumre sammen. Men selvom han ikke er vant til at have savsmuld under fødderne, er værktøjerne han bruger til gengæld de samme.

- Jeg kan fortælle en god historie. Både som rapper og i teaterverdenen har jeg fortalt masser af historier gennem tiden. Det er ”the same shit”. Det handler om at stå på en scene og sikre, at folk har det sjovt, forklarer han.

Cirkus på Spotify

Clemens har arbejdet på forestillingen i et halvt år. Den handler om pauseklovnen, der mister sit job i vores stressede tider, hvor der ikke er plads til mange pauser.

Musikken er allerede klar til afspilning på streamingtjenesten Spotify, mens fortællingen også udgives i bogform. På den måde holder det 63 år gamle Cirkus Arena sig ungt, mener Berdino-familiens nye generation.

- Der skal være nogle traditioner i cirkus. Savsmuld i manegen, klovnen og hesten. Men når man så bringer en rapper ind som noget nyt, og han sætter hele forestillingen sammen og gør det til et eventyr – det er nytænkning, siger Patrick Berdino, der deler rollen som konferencier med Clemens. 

- Jeg synes da også, jeg fornyer cirkus. Først og fremmest fordi jeg har nogle referencer, der er mere i tråd med den urbane kultur, der er populær blandt de unge, supplerer rapperen.

Clemens er langt fra den første kendis, Arena tager med i manegen. Det startede med Peter Belli i 1985, og siden har blandt andre Bubber, Pyrus og Uffe Holm optrådt. Men de seneste år har gæsteartisterne i endnu højere grad fået lov også at sætte deres aftryk på indholdet af forestillingen.

- Jeg fik engang at vide af en god ven, at det altid er de klogeste mennesker, der sidder uden for manegen. For når man står inde i manegen, ser man ikke de fejl, man laver. Og Clemens kommer fra den anden side af manegen, og han har lært mig mange ting, siger Patrick Berdino.

Underskud vendt til overskud

Fornyelsen ser ud til at give pote. I hvert fald gik Cirkus Arena fra et underskud på knap fire millioner i 2012 til et overskud på en million sidste år. For Clemens’ vedkommende kan der også komme et kunstnerisk overskud ud af de nye udfordringer.

- Man lærer kun ved at prøve noget nyt, og hvis ikke man har lyst til at prøve noget nyt, er man forstokket. Det ønsker jeg ikke at være som kunstner. 

Det er vel også et sats at tage en mand ind, der nærmest aldrig har været i cirkus før?

- Ja det er et sats. Helt sikkert. Men jeg tror, vi har satset rigtigt, siger Patrick Berdino, mens cirkusdebutanten Clemens glæder sig til at komme i gang:

- Til tider synes jeg faktisk, forestillingen er rigtig god. I små glimt i hvert fald, lyder det med et underspillet klovnegrin.

Cirkus Arena spiller på Bellahøj til den 15. april, inden de frem til september besøger 108 byer landet over.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik