Cigaret startede storbrand i Københavns Nordvestkvarter

Det var cigaretrygning på loftet, der var årsag til den store tagbrand, som hærgede på Ørnevej i Københavns Nordvestkvarter.

Cigaretrygning på loftet i et etagebyggeri er en dårlig idé.

Det står fast, efter Københavns Politi onsdag har fundet frem til årsagen for branden på Ørnevej.

- Vi har foretaget nogle afhøringer og en beboer i ejendommen har meldt sig selv - hvis man kan sige det sådan - og fortalt, at han har røget på loftet, siger kriminalassistent i Brandsektionen ved Københavns Universitet, Poul Hansen, til TV 2 Lorry.

Hovedstadens Beredskab fik anmeldelsen om branden mandag klokken 16.20, og derefter gik det stærkt.

Tagbranden fik hurtigt fat i tre omkringliggende opgange, og siden udbrændte taget på de fire brandramte opgange.

Læs også: Brand hærger på Ørnevej: Nordvestkvarteret indhyllet i røg

Når en brand starter i taget udvikler det sig ofte meget hurtigt til at være en omfattende affære. Det skyldes, at store dele af taget antændes på én gang.

- Det står ofte og pakker sig sammen i en røggas, og så antænder det meste af taget, sagde vagtchefen hos Hovedstadens Beredskab til TV 2 Lorry i mandags.

Branden satte Hovedstadens Beredskab på et omfattende arbejde, der inkluderede cirka 44 brandmænd og 16 udrykningskøretøjer.

Den cigaretrygende beboer risikerer dog ikke andet end en bøde, for den ugerning der kostede omkring 40 familier deres hjem mandag eftermiddag. De mange familier var først anslået til at være 50, men blev siden nedjusteret til 40.

Læs også: Op mod 50 familier skal genhuses efter voldsom tagbrand

Hvad sker der nu med den beboer?

- Der sker ikke noget. Han kan risikere at få en bøde på 1.500 kroner - det er det, det koster, når man er så uheldig at tabe en cigaret eller et stearinlys brænder ned, siger kriminalassistent Poul Hansen til TV 2 Lorry.

Igår blev taget på den brandramte ejendom fjernet på grund af sikkerhedsmæssige årsager. Der var nemlig fare for nedstyrtning.

Læs også:  Brandvæsenet piller taget af etageejendom efter heftig brand 

Mange familier fik deres første kig ind i de brand- eller vandskadede lejligheder igår, og flere af dem har altså nu udsigt til en genhusning indtil skaderne er udbedret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik