Byggefeber ved Bella Center: 75 meter højt boligtårn på vej

Ørestads femte højhus er på vej og det bliver det første med boliger fremfor hoteller og kontorer.

Der er virkelig gang i byggeplanerne omkring Bella Center for øjeblikket. I sidste uge fortalte TV 2 Lorry nyheden om, at Bella Center vil bygge Nordeuropas største kongressal, men her stopper planerne ikke.

For tegningerne til et nyt boligtårn, der skal hæve sig 75 meter op i vejret, skal være med til at forvandle parkeringsarealerne i området om til Bella Centers helt eget bykvarter – Bellakvarter.

Det skriver Magasinet KBH.

Lokalplan skal godkendes

Før planerne om det det nye højhus kan realiseres, skal det gennem lokalplansprocesssen. Den forventes at komme i offentlig høring over sommeren og kan så blive endelig godkendt i slutningen af 2018.

Bliver planen godkendt bliver højhuset på 25 etager det femte i Ørestaden, men det bliver det første, der skal bruges til beboelse frem for hoteldrift og kontorer.

Højhuset kommer til at ligge i det nordøstlige hjørne tættest på Strandengen, hvor det kommer til at tårne sig op over naturarealet Amager Fælled.

Boligtårnet er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og COBE, der også sammen har udlagt den overordnede masterplan for hele Bellakvarter.