Byens bedste bager blev overrasket: Her er Årets Kage 2019

For anden gang kan Det Franske Conditori på Frederiksberg nu prale af at servere hovedstadens bedste kage.

02:03

Bagermester Henrik Jonsbak blev overrasket med den prestigefyldte vandrepokal på Kristi himmelfartsdag af oldermand Erik Ellitsgaard fra Københavns Bagerlaug. Video: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

Masser af bagere og konditorer har krydset fingre og håbet på, at de kunne løbe med titlen som indehaver af Årets Kage 2019.

Men på Frederiksberg kan bagermester Henrik Jonsbak nu stolt fremvise den prestigefyldte vandrepokal, for han og hans ansatte er løbet med sejren.

Det er publikum ved arrangementet 'Årets Kage' på Københavns Rådhus den 21. marts, som har afgivet stemmer og dermed bestemt, hvilken kage som er den bedste. 

Og det er 22. gang, at det sker. 

- Det betyder rigtig meget.  Og så er det jo altid rart, når det er publikum, der bestemmer, hvem der vinder, lyder det fra Henrik Jonsbak til TV 2 Lorry. 

  Foto: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

Smager af koldskål

Vinderkagen er i år en lime cheesecake, som leder tankerne hen på danskernes sommerhit: Koldskål. 

Den er pisket let, så den ikke er tung, lover bagermesteren. Den har både karamelliseret nøddebund og citronganache lavet på hvid chokolade. 

- Jeg tror, publikum har været glade for den, fordi den er frisk. Det er vigtigt, når man smager så mange kager, siger Henrik Jonsbak ydmygt, da TV 2 Lorry spørger, hvorfor den løb med sejren. 

Det er anden gang, at han kan prale af at være indehaver af byens bedste kage.

I 2017 blev han ligeledes publikumsfavorit med en særlig hindbær-udgave af klassikeren Macarons de l'Opéra.

- Det havde vi stor succes med. Jeg tror, vi var på den anden side af 10.000 solgte kager, siger han.

Kagens Dag er ofte et stort tilløbsstykke for folk med en sød tand. Her ses Københavns Rådhus den 21. marts.

Støtte til syge børn

Den allerførste Årets Kage-konkurrence i København løb af stablen i 1997.

Bag begivenheden står Københavns Bagerlaug, og overskudet går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Håbet er, at begivenheden kan sætte fokus på branchen og de mange gode bagerforretninger i hovedstaden. 

- Det er jo altid dejligt at få lov til at overraske en kollega, som har lavet et godt resultat. Og så se den stolthed og glæde de får, når de har vundet i en konkurrence, vi har sat i værk, siger oldermand i Københavns Bagerlaug, Erik Ellitsgaard, til TV 2 Lorry. 

  Foto: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik