Bycykelkrig i København: Private bycykler skal ud

Der er alt for mange private bycykler i København, mener Københavns teknik- og miljøborgmester. Kommunen vil nu fjerne bycyklerne fra cykelstativerne.

Bycykler er vældig godt, når det er Københavns egne, det handler om. Men det er ikke godt, når private firmaer sætter deres bycykler i kommunens i forvejen hårdt prøvede cykelstativer.

Det mener Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

- Vi vil ikke have en by, hvor cyklerne i endnu højere omfang end i dag står og flyder, og hvor man ikke kan komme frem som kørestolsbruger, som fodgænger og i nogle tilfælde faktisk også som bilist, fordi der står cykler og flyder. Og det er det, der er tilfældet med det nye såkaldte bycykelsystem, siger Morten Kabell, Enhedslisten.

Radikale med nyt forslag: Vil give plads til delecykler

Det private firma Donkey Republic har cirka 900 cykler rundt omkring i København, og Morten Kabell har nu sat sine folk til at fjerne de Donkey Republic-cykler, der fylder i gadebilledet.

Men Tommy Petersen fra De Radikale i København er ikke enig med teknik- og miljøborgmesteren. 

Han byder cyklerne fra Donkey Republic velkommen i bybilledet og ser det som en fordel for København, at der er så mange delecykler som muligt.

Tommy Petersen hopper op på en af de orange cykler og kører en prøvetur til ære for fotografen.
Tommy Petersen hopper op på en af de orange cykler og kører en prøvetur til ære for fotografen.
Foto: Stine Sylvestersen / TV 2 Lorry

De Radikale i København stiller derfor nu et forslag om, at alle delecykel-tjenester skal have lov til at benytte byens cykelstativer.

- Jeg er optaget af, at vi skaber en bæredygtig by for fremtiden, og der handler det om, at vi ikke allesammen nødvendigvis skal eje vores egen bil eller cykel. Jeg synes, det handler om, at vi bliver bedre til at bruge ressourcerne mere optimalt, og det synes jeg, vi skal fremme mere end begrænse. Derfor skal Donkey også have lov til at benytte de cykelstativer, der er i byen, siger Tommy Petersen, som er gruppeformand for de Radikale i København. 

Privat firma til kommunen: "Lav en licensløsning"

De fire unge iværksættere bag de Donkey Republics orange cykler er kede af al den ballade deres cykler har voldt.

De har et forslag til kommunen: De vil gerne betale for en licens til cykelparkeringen.

- Vi foreslår, at man laver en licensløsning, hvor politikerne tildeler licenser til et vist antal operatører, som må have et vist antal cykler, de må have lov til at operere med i byen, siger Alexander Frederiksen, medstifter af Donkey Republic  

De radikales forslag om, at de private bycykler skal have lov til at parkere i kommunens cykelstativer, kommer op i teknik- og miljøudvalget den 27. november.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik