Bryd tabuet: Når far eller mor drikker

Vi skal tale med hinanden om alkoholproblemer – særligt når det gælder alkohol i børnefamilier – lyder budskabet i en ny stor kampagne.

At vokse op med forældre med alkoholproblemer er ødelæggende for barndommen og har vidtrækkende konsekvenser for resten af livet. Men alt for mange er berøringsangste for at gribe ind, når de er bekymrede for et barn i en familie med alkoholproblemer.

Stor kampagne: Grib Ind – når barndommen er fuld af alkohol

Derfor lancerer Københavns, Frederiksberg og Gentofte Kommuner sammen med Alkohol & Samfund, TUBA nu kampagnen ”Grib Ind – når barndommen er fuld af alkohol”. Med kampagnen lanceres en række gode råd til, hvordan man griber ind og hjælper både barnet og forældrene.

quote En barndom fuld af alkohol er ikke en god barndom.

Ninna Thomsen, Sundheds- og Omsorgsborgmester, København, SF

- Jeg håber, at vi kan få flere voksne til at række hånden ud og hjælpe de her børn. En barndom fuld af alkohol er ikke en god barndom, og det kan have store konsekvenser for resten af livet. Derfor opfordrer vi til at gribe ind”, siger sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF).

Sådan griber du ind: Tre gode råd

1. Del din bekymring
Fornemmer du, at der bliver drukket for meget i en børnefamilie, så stol på din
fornemmelse. Tal med lærere, pædagoger eller andre tæt på barnet, og hør, om de
deler din bekymring. Og om de evt. allerede er i dialog med familien. Mange børn er
gode til at skjule deres problemer, så måske er det din opringning til skolen, der får
lærerne til at reagere.
2. Tal med barnet
Uanset om fagpersoner allerede arbejder på at hjælpe familien, så kan barnet have
brug for at tale med andre om situationen derhjemme. Tag hul på snakken, og vis,
at du bekymrer dig om barnet. Brug enkle ord, og stil ikke for mange spørgsmål.
Forsøg ikke at komme med løsninger, men fortæl i stedet, hvad du ser og tænker,
så I får hul på snakken.
3. Tal med forældrene
Forældre med alkoholproblemer elsker deres børn ligesom andre, så tag den vigtige
snak uden at fordømme. Fortæl, at du er bekymret for dem og deres familie og gerne
vil hjælpe dem med at få hjælp.
4. Alkolinjen
Se flere gode råd om, hvordan du taler med et barn, hvis forældre drikker,
på www.alkolinjen.dk

Dobbelt så stor risiko for selvmordsforsøg

Børn med forældre, der har alkoholproblemer, er i større risiko for selv at store problemer i livet. I sammenligning med andre børn har de cirka 2½ gange større risiko for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, cirka dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord og cirka otte gange så stor risiko for at opleve vold i hjemmet.

- Opfordringen gælder selvfølgelig lærere og pædagoger, men den gælder for så vidt os alle sammen som borgere. Mange børn er gode til at skjule deres problemer, og derfor skal vi alle sammen tage enhver bekymring alvorligt, siger Ninna Thomsen.

quote Vi har kapaciteten og flere muligheder for at hjælpe end nogensinde før.

Jesper Christensen, Socialborgmester, København, Soc.dem.

- Alt for mange børn påvirkes af forældres alkoholforbrug, og det er os voksne, der har ansvaret for at gøre noget. Derfor er det et vigtigt budskab til alle, at man skal stole på sin fornemmelse og gerne søge råd om, hvordan man bedst gør noget,” siger socialborgmester Jesper Christensen, Soc.dem. i en pressemeddelelse.

Når alkohol fylder i barndommen

  • På landsplan er cirka 122.000 børn ifølge Sundhedsstyrelsen påvirket af forældre med alkoholproblemer.
  • I København gælder det cirka 15.000 børn.

Familieorienteret behandling – ingen venteliste Familieværkstedet og DeDrikkerDerhjemme, der er to af Københavns Kommunes tilbud særligt målrettet børnefamilier med rusmiddelproblemer, har i 2017 hjulpet 145 familier – det er 44 % flere end i 2016. Derudover har mere end 1.700 voksne borgere været i alkoholbehandling i 2017. Men Københavns Kommune har mulighed for at hjælpe langt flere:

Tidlig hjælp er afgørende

 - Ofte får børnene først hjælp, når de er blevet voksne, men vi ved, at det kan gøre en stor forskel for deres videre liv, at de får hjælp tidligt, så jeg håber, at kampagnen kan gøre, at flere tager kontakt, for vi har kapaciteten og flere muligheder for at hjælpe end nogensinde før”, siger Jesper Christensen.

Siden begyndelsen af 2016 har Københavns Kommune omlagt til familieorienteret alkoholbehandling. Det betyder, at behandlingstilbuddene omfatter hele familien. Samtidig er tilbuddene blevet udvidet med flere behandlere og med et nyt tilbud til småbørnsfamilier med børn fra 0-5 år og gravide.

Læs mere her:

https://familievaerkstedet.kk.dk/
https://dedrikkerderhjemme.kk.dk/
https://www.kk.dk/alkohol
https://www.kk.dk/artikel/center-rusmiddelbehandling-k%C3%B8benhavn


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik