Brutal tragedie: Ældgammel familie-gåde opklaret

Forskere fra Københavns Universitet har været med til at opklare omstændighederne bag en af de mest gruopvækkende fund i nyere tid.

Det vakte opsigt, da en massegrav dukkede op i det sydlige Polen for otte år siden.

5000 år gamle skeletter af 15 kvinder, børn og yngre mænd åbenbarede sig for offentligheden i nærheden af landsbyen Koszyce, men efterlod umiddelbart flere spørgsmål end svar. For mens det var tydeligt, at de døde var lagt sindigt i graven med gaver, stod det dog også klart, at de alle var blevet dræbt af kraftige slag i hovedet. 

Nu har et internationalt forskerhold med eksperter fra blandt andet Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Det Arkæologiske Museum i Poznan i Polen løst mysteriet, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. 

Holdet har ved hjælp af dna-profiler bevist, at der var tale om et massemord på en stor familie i tre generationer. Eksperterne har brugt dna-analyser, kulstof-14-dateringer, isotop-målinger og arkæologiske data.

Unikt indblik

Det har givet et detaljeret indblik i datidens stenalder-samfund, og derfor kan de forskerne nu give et bud på, hvordan den 5000 år gamle familietragedie udspillede sig, siger evolutionsbiolog Morten Allentoft fra Københavns Universitet.

- Ved at analysere arvemassen har vi kunnet kortlægge alle familierelationerne i massegraven, og vi kan se, at mødre er lagt ved siden af deres børn og brødre ved siden af hinanden. De folk, som har begravet de døde, har altså kendt dem godt. Derudover kan vi se, at de fleste fædre i den store familie mangler i graven. Vores bud er, at de ikke var hjemme på bopladsen, da massakren skete, men senere returnerede og begravede deres familier på en respektfuld måde, siger Morten Allentoft i pressemeddelelsen. 

Forskerne ved dog ikke, hvem der stod bag den blodige nedslagtning, siger Hannes Schroeder, arkæo-genetiker ved Københavns Universitet. 

Voldelige konflikter

Men han forklarer, at det er tankevækkende, at den fandt sted for netop 5.000 år siden i den sene Bondestenalder under overgangen til Bronzealderen. Det var på dette tidspunkt, at der skete store ændringer i de europæiske kulturer, og Yamnaya-folket indvandrede fra øst. Det er nærliggende at tro, at disse ændringer førte til voldsomme territoriale stridigheder, lyder det fra Hannes Schroeder.

Arkæolog Niels N. Johannsen fra Aarhus Universitet siger om de arkæologiske aspekter af fundet:

- Vi ved fra andre gravfund, at der udspillede sig voldelige konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper. Det er bare ikke dokumenteret så klart før. Samtidig viser vores studie med al tydelighed, at familiesammenhold og omsorg betød meget for de her mennesker for 5.000 siden – både i livet og i døden, siger han. 

De nye opdagelser offentliggøres nu i det ansete amerikanske videnskabelige tidsskrift Proceedings of The National Academy of Sciences (PNAS).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik