Børn "låner" Miriam med niqab og udforsker fordomme

Menneskebiblioteket har i mange år gjort voksne klogere på hinanden, men for første gang er det nu børnene, der kan spørge løs.

Hvordan er det at gå med tørklæde? Og hvad siger folk på gaden egentlig til det?

Sådan lød nogle af spørgsmålene fra de børn, der besøgte menneskebiblioteket på Islands Brygge. 

Siden 2000 har Menneskebiblioteket udlånt almindelige mennesker, for at gøre os alle klogere på hinanden. Men for første gang er det nu børnene, der får lov til at spørge løs. 

- Børn er mere umiddelbare og åbne, og også mere nysgerrige på livet og verden end voksne. Vi har jo alle forudindtagelserne indbygget i os allerede, fortæller Ronni Abergel, der er stifter af projektet. 

Nogle man taler om - og ikke med 

Menneskebiblioteket foregår sådan, at en række personer stiller sig frivilligt op - som en levende boghylde - og så kan børnene så ''låne'' den bog, som de gerne vil høre mere om. 

Blandt de levende bøger kan man finde alt fra kørestolsbrugere, til skizofrene og spiseforstyrrede.
Blandt de levende bøger kan man finde alt fra kørestolsbrugere, til skizofrene og spiseforstyrrede.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

En af dem, der har stillet sig til rådighed for børnenes nysgerrighed er 21-årige universitetsstuderende Miriam, der har valgt at bære niqab og som ofte oplever at kvinder med tørklæde er nogen, man taler om - og ikke med. 

- Jeg synes det er mega fedt, fordi det er den næste generation, og jeg håber virkelig, at den næste generation vil være mere tolerante, fortæller hun til TV 2 Lorry. 

Blandt repræsentanterne af den næste generation var Maise Visti Jensby, som valgte at låne den 21-årige niqab-klædte universitetsstuderende.

- Det er ret sjovt, fordi så lærer man også flere ting. Det kan være at man ikke ved noget om for eksempel at have tørklæde på, og så lærer man noget mere om det, fortæller hun til TV2 Lorry.

Niqab er ulovligt i offentligheden

I 2018 blev det vedtaget, at det er forbudt i Danmark at bære niqab og burka i offentligheden. Det blev besluttet af Venstre, Konservative, Libaral Alliance og DF.

Det koster 1.000, 2.000, 5.000 eller 10.000 kroner i bøder, hvis man snuppes i det første, anden, tredje eller fjerde gang.

Menneskebiblioteketet oplyser til TV 2 Lorry, at man ved en tidligere lejlighed har spurgt politiet, om de kan have en niqab-klædt kvinde med ved deres arrangementer, der foregår i offentligheden.

Her fik de det svar, at når man er i offentligheden for at føre demokratisk debat og i dialog øjemed, så er det ikke ulovligt. Det oplyser Ronni Abergel, der er stifter af Menneskebiblioteket.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik