Borgmestre vil huse flygtninge i København

Københavns Kommunes status som nulkommune skal ophæves, så byen kan tage imod flygtninge, mener to af byen borgmestre.

Nogle af de over 1000 flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste dage, skal huses i Københavns Kommune.

Sådan lyder det fra hovedstadens sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, SF. Hun vil have Københavns Kommunes status som nulkommune ophævet med øjeblikkelig virkning.

- Vi er der, hvor det er en så ekstraordinær situation, at vi må stille os aktivt på banen, siger hun til Ritzau.

Idéen møder opbakning hos en anden af Københavns borgmestre, nemlig, beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, Rad. V.

- Vi har et ansvar for at hjælpe mennesker, der er flygtet fra krigens rædsler. Og det gælder også København som landets hovedstad. Vi kan ikke bare gemme os og lade resten af landets kommuner klare sig alene, siger Anna Mee Allerslev i en pressemeddelelse.

Københavns status som nulkommune betyder, at kommunen ikke tager imod nogen flygtninge. Det er Udlændingestyrelsen, som hvert år fastsætter kvoterne for, hvor mange flygtninge kommunerne skal tage imod.

Ninna Thomsen foreslår at bruge et tidligere plejecenter, som står tomt, fordi det skal ombygges, hvis København skal til at huse flygtninge.

Plejecentret er ifølge borgmesteren blevet vurderet til at kunne huse omkring 150 personer og kan bruges i en midlertidig periode, indtil kommunen finder en mere permanent løsning.

I 2015 er der ifølge Ritzau seks kommuner, der er såkaldte nulkommuner. Ud over København er det Vallensbæk, Ishøj, Høje-Taastrup, Brøndby og Albertslund Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik