Borgmester: Jævn Bispeengbuen med jorden

Bispeengbuen har haft en altødelæggende virkning på grænseområdet mellem Frederiksberg og København, lyder det fra københavnsk borgmester.

Lad os jævne Bispeengbuen med jorden og i stedet afvikle trafikken på strækningen i en tunnel under jorden.

Sådan lyder det fra Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten.

Han er ikke begejstret for den sekssporede motorvej på grænsen mellem København og Frederiksberg og mener, at betonbroerne med fordel kan erstattes af tunneller til bilerne, så der bliver plads til grønne områder og ny bebyggelse på omkring 65.000 etagemeter på overfladen.

Borgmesteren vil nu undersøge muligheden for at gøre noget ved sagen.

- Her er stort potentiale for byudvikling, hvis vi eliminerer den massive betonklods, får gravet trafikken ned og skaber grønne byrum i stedet. Det er en glimrende mulighed for at skabe en markant ændring til det bedre i det område, siger Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Han mener, at Bispeengbuen har haft en altødelæggende virkning på området, og at motorvejen på søjler i sig selv er et symbol på barriererne mellem Frederiksberg og København.

- Vi har muligheden for at skabe noget historisk her, både for København og særligt for naboerne i området. Vi kan binde byen bedre sammen ved at få gravet trafikken ned, og vi løfte et yderst trist område gennem byliv og grønne områder. Bevarer vi lidt af Bispeengbuen, kan man forestille sig en københavnsk pendant til New Yorks Highline Park. Det er simpelthen så meget at vinde gennem dette projekt, lyder det fra borgmesteren.

Han har på sigt en drøm om at nedgrave trafikken på Åboulevard og fritlægge Ladegårdsåen. Med en samlet pris på op til 10 milliarder kroner er tiden dog ikke moden til at realisere den drøm, lyder det.​

- Der er masser af sund fornuft og store muligheder i projektet, men at finde fem til ti milliarder kroner til det i den kommunale økonomi – det er simpelthen ikke realistisk, siger Morten Kabell.

Teknik- og Miljøudvalget skal mandag tage stilling til resultaterne af en forundersøgelsen af mulighederne for at etablere en trafiktunnel og anlægge en åpark langs Ågade og Åbulevard. 

Bispeengbuen blev indviet den 31. august 1972 under skarpe protester fra lokalbefolkningen, der flagede med sorte flag i området.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik