Bloddonorer får takke-sms: "Du har netop hjulpet en patient"

For at motivere og få ny bloddonorer får donorer i Region Hovedstaden nu en "takke-sms", når deres blod bliver anvendt til at hjælpe en patient.

 
 

Siden starten af september har bloddonorer fået en takke-sms fra Blodbanken i Region Hovedstaden. Takke-sms'en sendes lige så snart, en donors blod forlader Blodbanken for at blive anvendt til at behandle en given patient. Det skriver Berlingske.

- Vi vil gerne understrege over for vores trofaste donorer, at den gave, de giver, når de giver blod, er livsvigtig og yderst værdsat. Både af Blodbanken, men i allerhøjeste grad også af de patienter, som modtager blod i forbindelse med en kritistk fase i livet, siger Merle Wiborg Romose, der er kommunikationskonsulent i GivBlod, til Berlingske.

quote Vi vil gerne understrege over for vores trofaste donorer, at den gave, de giver, når de giver blod, er livsvigtig og yderst værdsat.

Merle Wiborg Romose, kommunikationskonsulent i GivBlod

Idéen med at sende takke-sms'er ud til bloddonorer kommer oprindeligt fra Sverige. Her har man siden 2012 sendt en sms til de mange bloddonorer i Stockholm, som får en besked når ders blod anvendes. Og idéen med takke-sms'er er nu udbredt til adskillige svenske blodbanker, samt Region Syddanmark.

- Donorerne ved naturligvis godt, at deres blod er med til at redde liv. Men jeg tror, at det bliver mere virkeligt for dem på denne måde, og dermed har det forhåbentlig en positiv effekt på motivationen til at fortsætte som bloddonor, siger Merle Wiborg Romose.

"Det var superfedt"

En af de bloddonorer, som har modtaget en sms fra Blodbanken i Region Hovedstaden, er Julie Steenbuch Holt, som har blodtypen A Rhesus positiv og har doneret blod, siden hun var 17 år gammel.

quote Jeg har nogle gange tænkt lidt på, hvad der sker med blodet, og om de kan holde styr på, hvem der har givet hvad.

Julie Steenbuch Holt, bloddonor

En torsdag i september står hun af toget på Trekroner Station i Roskilde, da hun får en besked om, at hendes blod netop har hjulpet en patient.

- Det var superfedt at få den sms. For jeg har nogle gange tænkt lidt på, hvad der sker med blodet, og om de kan holde styr på, hvem der har givet hvad. Selvfølgelig går jeg ud fra, blodet bliver brugt til patienterne, men man ved jo aldrig. Jeg har manglet at få at vide, hvad der sker med blodet. Det er en rigtig god følelse at gå og tænke på, at det blod, jeg har givet, er gået direkte til at hjælpe en anden person, siger Julie Steenbuch Holt til Berlingske.

Giver donorerne syn for sagn

Til at begynde med er det kun nogle donorer, som får takke-sms'en. Men hvis teknikken virker planmæssigt og donorerne reagerer positivt på beskederne, så bliver konceptet udbredt til alle bloddonorer fra december.

Og ifølge Thomas Søbirk Petersen, der er professor forsker i medicinsk etik på Roskilde Universitet, er en personligt tak medvirkende til at motivere flere til at donere blod.

- Jeg synes, at en takke-sms lyder som en rigtig god idé, hvis det er praktisk overkommeligt. Det giver donorerne syn for sagn. De får at vide, at det, de gør, har en betydning, og at de er med til at hjælpe andre. Man får i forvejen en tak fra Blodbanken, men det her virker stærkere, fordi det er personligt, og fordi man får takken, når blodet anvendes til patienten. Jeg har svært ved at se noget problematisk ved det.

Sådan bruges det tappede blod:

39 procent af blodet anvendes til kræftbehandling.

20 procent af blodet anvendes i behandlingen af hjerte-/karsygdomme samt lungesygdomme.

12 procent af blodet anvendes til patienter, som akut har lidt et stort blodtab.

11 procent af blodet anvendes til patienter, som lider af sygdom i deres fordøjelsessystem.

5 procent af blodet anvendes til patienter, som lider af blodsygdomme.

14 procent af blodet anvendes til øvrige patienter - eksempelvis ved fødsler.

Kilde: Bloddonor.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik