Bjørn startede privat efterforskning, da hans søn blev slået ned

Bjørn Christiansen tvivlede fra start på, at politiet ville finde den mand der overfaldt hans søn. Derfor startede han en privat efterforskning.

Da 17-årige Victor en fredag aften i marts blev slået og fik et spark i både ansigtet og i maven, så gik hans far Bjørn Christiansen kort efter i gang med en privat efterforskning for at finde frem til gerningsmanden.

Han havde ikke tillid til, at politiet selv ville skaffe de nødvendige beviser, så Bjørn Christiansen tog sagen i egen hånd.

- Jeg synes ikke, at politiet har gjort nok, det må jeg indrømme, det synes jeg ikke. Hende jeg snakkede med, som sad og gav min søn førstehjælp, hun havde ikke snakket med politiet, siger Bjørn Christiansen.

quote Historien har været ens fra de vidner, der har været. Det er det samme, de har oplevet, så jeg har et godt indtryk af, hvad der faktisk er sket.

Bjørn Christiansen

Bjørn Christiansen efterlyste vidner på Facebook, og hans opslag gik hurtigt viralt med over 3000 delinger på få dage. Opslaget førte ham frem til seks vidner, der alle havde set overfaldet, der blev begået af en større gruppe mænd på 25-30 år.

- Historien har været ens fra de vidner, der har været. Det er det samme, de har oplevet, så jeg har et godt indtryk af, hvad der faktisk er sket. Jeg mangler bare at identificere en gerningsmand.

Mange uopklarede voldssager i København

Overfaldet skete på Skindergade i København og til stor ærgrelse for Bjørn Christiansen, så er det dermed Københavns Politi, der skulle stå for efterforskningen.

Se indslag om Bjørn, der startede sin egen private efterforskning, for at finde de gerningsmænd, der slog hans søn ned.

Københavns Politi har nemlig landets med afstand dårligste statistik, når det kommer til at opklare voldsforbrydelser. På landsplan sigtes der 79,5 personer, hver gang der bliver anmeldt 100 voldssager, men i Københavns Politikreds er antallet af sigtelser helt nede på 62,9.

- Man kan aldrig være tilfreds, når man ikke opklarer alt, men vi er også nødt til at være realistiske. Men det er klart, at vi forbedrer os, hvor vi kan. Vi har et stort ønske om at være til stede for borgernes skyld, siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi Jesper Beuschel.

Københavns Politi har afsluttet deres efterforskning af overfaldet på Bjørn Christiansens søn Victor, og sagen er en af dem i statistikken, der trækker gennemsnittet ned. Overfaldet har nemlig hverken ført til anholdelser, sigtelser, tiltale eller dom.

- Man kan blive ved med at sætte straffen op for vold, men respekten den ryger hos gerningsmændene, når der ikke er noget, der bliver opklaret, siger Bjørn Christiansen.

Privat efterforskning i nattelivet

Bjørn Christiansen har i hans egen efterforskning travet op og ned ad Skindergade igen og igen for at lede efter overvågningskameraer, der kan have filmet gerningsmændene før under eller efter overfaldet.

Selvom det er ulovligt at vise til fremmede, så har flere butikker og barer ladet ham se deres overvågningsvideoer, fordi de har haft forståelse for den frustrerede situation, han som far har stået i.

quote Det kan ikke være rigtigt, at politiet ikke kan få fat på videoovervågning, når nu de betegner overfaldet som grov vold mod en mindreårig.

Bjørn Christiansen

Men ingen af de steder, der lod Bjørn Christiansen se videoer igennem, har kunnet bruges til at identificere gerningsmanden.

- Desværre så er det jo sådan, at de fleste kameraer kun har harddiskplads til tre dage, og så starter de forfra. De optager altså nye videoer oven på de gamle, som så bliver slettet, siger Bjørn Christiansen, der er frustreret over, at politiet ikke med det samme fik adgang til alt videomateriale fra alle virksomheder på Skindergade.

- Det kan ikke være rigtigt, at politiet ikke kan få fat på videoovervågning, når nu de betegner overfaldet som grov vold mod en mindreårig.

quote Jeg skal ikke sidde om ti år og tænke, hvorfor gjorde jeg ikke dit og dat, så vil jeg ikke kunne være i mig selv, det er mit barn, det er mit kød og blod det er gået ud over.

Bjørn Christiansen

Bjørn Christiansens søn Victor blev slået bevidstløs og husker ikke selv noget fra den aften overfaldet fandt sted. Så i et sidste efterforskningsforsøg tog Bjørn Christiansen Victors kammerat med under armen en fredag aften, og sammen gik de fra bar til bar med håbet om, at kammeraten, der også overværede overfaldet, kunne spotte gerningsmanden.

- Jeg får ikke ro i min sjæl, hvis ikke jeg har gjort alt, hvad jeg kan. Altså jeg skal ikke sidde om ti år og tænke, hvorfor gjorde jeg ikke dit og dat, så vil jeg ikke kunne være i mig selv. Det er mit barn, det er mit kød og blod, det er gået ud over, siger Bjørn Christiansen.

Men heller ikke turen fra bar til bar førte frem til gerningsmanden, der dermed formentlig aldrig bliver stillet til regnskab for sine gerninger. Bjørn Christiansen frygter, at det får gerningsmanden til at overfalde andre i nattelivet.

- Formentlig så betyder det, at der nogle andre forældre skal det samme igennem, som jeg og Victor har været, og det ønsker jeg ikke for min værste fjende, at nogen skal udsættes for.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik