Bilbrand i Nordvest: Esbens bil blev smeltet af flammerne

Esben Skrumsagers BMW holdt kun en meter ved siden af en bil, der her til morgen udbrændte på en parkeringsplads i Københavns Nordvestkvarter.

Det var et chokerende syn, der i formiddags mødte Esben Skrumsager på parkeringspladsen ved hans hjem i Københavns Nordvestkvarter.

Hele den ene side af hans sorte BMW-stationcar var blevet ødelagt flammer, efter at nabobilen og to andre biler tidligt i morges havde stået i brand, skriver Ekstra Bladet.

Esben Skrumsager fortæller til TV 2 Lorry, at lakken på den ene side af bilen er blevet ødelagt. Desuden er den ene baglygte blevet smeltet af flammerne, og dækkene skal måske også skiftes.

Esbens Skrumsagers sorte BMW holdt en meter til venstre fra en af de udbrændte biler.
Esbens Skrumsagers sorte BMW holdt en meter til venstre fra en af de udbrændte biler.
Foto: Privatfoto

Skaderne koster ham nu 7500 kroner i selvrisiko.

- Selvom der er gang i den i Nordvest for tiden. Så prøver jeg ikke at tage det så tungt. Men jeg kunne da godt have brugt pengene på noget andet, siger han til TV 2 Lorry.

Han fortæller endvidere, at hans BMW bærer præg af brandvæsnets slukningsarbejde.

- Der er skum i sprækkerne. Så jeg tror, den har været dækket godt til, så den ikke blev brændt helt af, siger Esben Skrumsager.

Han kan trøste sig med, at hans egen bil er sluppet noget billigere end de tre andre biler, der holdt til højre for den på parkeringspladsen.

- De er fuldstændig udbrændte, siger han.

Tre biler til højre for Esben Skrumsagers BMW udbrændte. Den ene er siden hen blevet fjernet og taget med til teknisk undersøgelse.
Tre biler til højre for Esben Skrumsagers BMW udbrændte. Den ene er siden hen blevet fjernet og taget med til teknisk undersøgelse.
Foto: Privatfoto

Esben Skrumsager fortæller, at han efter branden har mødt nogle af ejerne til de andre biler. De undrede sig i første omgang over, at de ikke havde hørt noget fra politiet.

- Men så dukkede der pludselig to betjente op med hunde. Der havde tilsyneladende været en del aktivitet i området, siger Esben Skrumsager.

Politiet bekræfter brande

Hos Københavns Politi oplyser vagtchef Henrik Stormer over for Ekstra Bladet, at flere biler har stået i brand i Nordvest tidligt i morges.

Klokken 05:07  rykkede politiet ud til branden i en Toyota Corolla, der holdt ved siden af Esben Skrumsagers bil. To andre blev ligeledes brandskadet, oplyser vagtchefen.

- Jeg har ikke noget om brandårsagen, den var simpelthen for medtaget på det tidspunkt, så den er taget med til undersøgelse, siger Henrik Stormer til Ekstra Bladet.

Han oplyser endvidere, at politiet et par minutter forinden var rykket ud til en brand ved en tankstation på Frederikssundsvej, hvor der var blevet hældt brændbar væske udover to benzinstandere og sat ild til dem.

Usikkert om der er en forbindelse

Om branden på tankstationen og bilbrandene på parkeringspladsen, hvor Esben Skrumsager bor, har forbindelse til hinanden, er endnu for tidligt at sige noget om.

- Vi har jo tidligere haft en periode, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at der blev brændt biler af. Der var det jo helt tilfældigt, hvad det var for nogle biler, der blev brændt af, siger Henrik Stormer til Ekstra Bladet.

Esben Skrumsager fortæller, at han indtil nu har følt sig tryg ved at holde sin bil parkeret på parkeringspladsen ved hans lejlighed.

- Man skal gennem en port for at komme ind til parkeringspladsen, og der er desuden videovervågning i området. Alternativet er at parkere den på offentlig vej, og det tvivler jeg på er mere sikkert, siger han til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik