Bibliotek er flyttet – lige rundt om hjørnet

Biblioteket på Nørrebro i København er nu rykket helt ind i den gamle sporvognsremise.

Har du været forbi Nørrebro Bibliotek for nylig har du nok bemærket, at biblioteket ikke længere holder til i de gamle lokaler på Bragesgade på Nørrebro i København.

Torsdag smeltede det gamle bibliotek nemlig sammen med café-, idræts- og kulturhal, Nørrebrohallen, der ligger et stenkast fra biblioteket på Bragesgade.

Dermed er Nørrebro Bibliotek flyttet helt ind i den gamle sporvognsremise tættest på Nørrebrogade i forlængelse af hallens café. 

Det nye bibliotek indeholder en stor børneafdeling ud mod caféen, der er aktivitetslokaler og en læsepyramide, der kan bruges til siddepladser under højtlæsning eller andre kulturarrangementer.

Selve biblioteksrummet på det nye Nørrebro Bibliotek har fået et råt industrilook, og får masser af naturligt lys fra de store glaspartier ud mod Den Røde Plads.

Sammensmeltningen af bibliotek, kulturhus og idrætsliv har skabt unikke muligheder, lyder det fra biblioteket selv.

De foreslår, at man fremover kan bruge huset til at spille badminton i sin frokostpause, hvis man alligevel bruger biblioteket som arbejdsrum, eller nyde en god bog, mens dit barn dyrker sport i de tilstødende idrætslokaler.

Selvom biblioteket åbnede torsdag, er den officielle åbningsfest onsdag d. 18. september


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik