Bar skarpladt våben: 25-årig idømt flere års fængsel

Et medlem af Brothas skal næsten fire år i fængsel. Han er som den første dømt efter regeringens bandepakke.

Besiddelse af en pistol har tirsdag i Københavns Byret kostet en 25-årig mand tre år og 11 måneders fængsel.

Mohamed Salah Chabib er ifølge politiet og anklagemyndigheden medlem af banden Brothas, som siden foråret har været i konflikt med Loyal To Familia.

Og netop hans tilhørsforhold til bandemiljøet og konflikten mellem de to bander var afgørende for, at straffen blev så hård.

Han blev nemlig dømt efter den bandepakke, som regeringen indførte i foråret. Den betyder, at straffen kan stige til det dobbelte, hvis kriminalitet bliver begået som led i en bandekonflikt.

Også en anden lovstramning har haft betydning for straffen.

Tidligere i år blev loven ændret, så det i dag koster mindst to år bag tremmer at være i besiddelse af en pistol. Der er tale om skærpende omstændigheder, hvis den skarpladt, og man er i besiddelse af den på et offentligt sted.

Tidligere lød straffen på mindst et års fængsel.

Natten til 31. juli i år blev den nu dømte i forbindelse med en politiaktion anholdt med en skarpladt pistol i Mjølnerparken på den ydre del af Nørrebro.

Da sagen startede i sidste uge, afviste Chabib, at han skulle være medlem af Brothas, ligesom han nægtede sig skyldig i våbenbesiddelse.

Han erkendte, at han havde en genstand på sig, men ikke at det var en skarpladt pistol.

- Jeg troede, at det var en signalpistol, sagde han.

Med dommen fulgte retten kravet fra anklager Tanja Søderlund, som er tilfreds med, at den 25-årige blev dømt for besiddelse af våben på et offentligt sted i forbindelse med bandekonflikten.

- Nu skal jeg hjem og nærlæse dommen, så vi kan se, hvad den kan have af betydning for fremtidige sager, siger hun.

Sagen blev behandlet med domsmænd - det vil sige en juridisk dommer og to lægdommere. Dermed er tre år og 11 måneder den strengeste straf, der kan idømmes.

Hvis anklageren vil have en højere straf, skal sagen rejse som en nævningesag. Det vil da også ske i de kommende sager om våbenbesiddelse, hvor bandeparagraffen tages i brug.

- Vi har besluttet fremadrettet at rejse sagerne som nævningesager for at stille domstolene frit med hensyn til strafudmålingen, siger Tanja Søderlund.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

112

Ishøj

playIshøj indtager atter kedelig førsteplads – men kommunen ved nu, hvordan familier smittes

ambulance

Bevidstløs mand reddet op af Øresund

brand pizzeria amager

Brand i pizzeria på Amager - beboere i opgang evakueret

drabet i skoven

Vigtige sms-beskeder i drabssag forsvandt i politiets varetægt

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere