Ballade om Christiania rykker ind i S

Morgendagens gruppemøde hos Socialdemokraterne ser ud til at blive scene for et verbalt opgør om Christiania.

Det skriver Politiken.

Regeringen har i drøftelser med Folketingets øvrige partier foreslået at en 100 procents statsgaranti til Fonden Fristaden Christiania, så den igen kan låne penge i landets realkreditinstitutter.

Men det bliver mødt med en udbredt modstand i S-gruppen. Især fra medlemmer, der er valgt i Udkantsdanmark.

De ser det som urimeligt, at Christiania kan tilbydes fuld statsgaranti, mens yderområderne samtidig slås med ringe lånemuligheder.

»Jeg har ikke noget imod Christiania - det er et frisk pust i København. Men forlods at give dem en fordel, er jeg lodret imod. Jeg støtter at vi behandler vores land, så der kan bo mennesker alle steder«, siger landbrugsordfører Orla Hav til Politiken.

Også boligordfører Jan Johansen mener, at en fuld garanti er den forkerte vej at gå.

»Det bliver betragtet som noget københavneri. Hvorfor skal de pludselig have 100 procent garanti, når man mange steder i landet har svært ved overhovedet at få finansieret sit lån? Det er en skævvridning - igen. Og det må vi have en diskussion om. Det er der ingen tvivl om«, siger Jan Johansen til Politiken.

En række andre gruppemedlemmer er enige.

Klimaministeriet oplyser, at regeringen i de interne drøftelser med andre partier ganske rigtigt har spillet ud med en statsgaranti på 100 procent til Christiania. Det er en af flere muligheder på en tværpolitisk løsning.

Christianiaordfører Ida Auken (R) afviser en eventuel skævvridning.

»Det er at blande æbler og pærer sammen. Det politiske valg står ikke mellem det ene og det andet. Man kan ikke give statsgaranti til landdistrikterne, uden at man i høj grad forstyrrer og måske ligefrem sætter boligmarkedet på spil, fordi der kommer en statslig spiller ind og giver lån med statsgaranti. Det vil kunne ødelægger hele boligmarkedet i Danmark. Valget er for eller imod, at Christiania kan leve op til sin aftale om at renovere boligerne derude«, siger Ida Auken til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik