Annelise og Massoumeh er en succes: Ældre lærer indvandrere at tale dansk

Virksomheden Elderlearn har succes med at løse to udfordringer på én gang. Ældre får selskab af udenlandske tilflyttere, som til gengæld får hjælp til at lære dansk.

- Annelise hjælper mig med at blive bedre til dansk, siger Massoumeh Najafi. 

De ligner umiddelbart et umage par - 54-årige Massoumeh Najafi fra Iran, og 85-årige Annelise Mylenberg fra Østerbro. Men trods aldersforskel, sprogbarrierer og baggrunde har de to opbygget et spirende venskab.

- Det betyder rigtig meget for mig, for efter noget tid bliver man veninder, siger Massoumeh Najafi. 

quote Jeg har brug for at træne sproget mere, for bagefter skal jeg arbejde og ud på arbejdsmarkedet.

Massoumeh Najafi

Sidste år i februar fortalte vi på TV 2 Lorry om den dengang 83-årige Annelise og 53-årige Massoumeh, som mødtes hjemme ved Annelise Mylenberg for at øve det danske sprog. 

Siden dengang er Massoumeh Najafis blevet meget bedre til dansk. Hun har nu boet i Danmark i lidt over to år, og hun ses stadig med Annelise Mylenberg for at øve det danske sprog. 

- Jeg lærer dansk, og dansk er et svært sprog. Annelise hjælper mig med at blive bedre til dansk. Jeg har brug for at træne sproget mere, for bagefter skal jeg arbejde og ud på arbejdsmarkedet, siger Massoumeh Najafi. 

Massoumeh fortæller blandt andet Annelise om, hvordan livet i Iran er. 
Massoumeh fortæller blandt andet Annelise om, hvordan livet i Iran er. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Annelise Mylenberg er blind, og de to mødes på plejehjemmet, hvor hun bor. 

- Det er hyggeligt og rart at være sammen med nogen, der har en lidt anden alder end en selv.  Det giver et andet input, siger Annelise Mylenberg. 

Succes med at matche ældre og udenlandske tilflyttere

Det er de to iværksættere Andreas Reventlow og Nicklas Stenfeldt, som står bag initiativet med deres socialøkonomiske virksomhed Elderlearn.

- Det kan hjælpe udlændinge til at øve dansk, og det kan give de ældre en mulighed for at lave frivilligt arbejde helt på deres egne præmisser - hjemme hos dem selv. Og så er det enormt godt til at få to grupper, der normalt aldrig mødes til at se hinanden, siger Andreas Reventlow, co-founder af Elderlearn. 

quote Uanset vores religion og uanset vores forskellige kulturer, kan vi blive veninder. Der er altid noget at tale om.

Massoumeh Najafi

For et år siden havde virksomheden Elderlearn samarbejde med fire kommuner i hovedstadsområdet: København, Frederiksberg, Ishøj og Høje-Taastrup. Netop nu er de oppe på syv kommuner, hvor de tre nye samarbejdskommuner er Køge, Lyngby-Taarbæk og det seneste samarbejde er med Albertslund Kommune her per 1. marts 2019.

 
 

Kommunerne køber ydelsen af virksomheden. Men ønsker man som borger at være med,  så kan man som ældre eller som indvandre tilmelde sig ordningen gratis, og så finder virksomheden én, man kan mødes med.

Fra simple til komplicerede samtaler

Da Massoumeh Najafi og Annelise Mylenberg mødtes for et år siden havde de meget svært ved at tale sammen og forstå hinanden.

- Jeg måtte sige til hende: Hvad siger du? Og så måtte hun slå det op på telefonen, hvordan det, som hun sagde, lød på dansk, for jeg kunne ikke forstå hende. Men det kan jeg da heldigvis i dag, siger Annelise Mylenberg. 

Men nu her - et år efter - er det blevet væsentlig bedre. I dag kan de tale om mere komplicerede emner.

- Vi kan for eksempel snakke om politik eller om beslutninger i Folketinget, siger Massoumeh Najafi. 

Annelise og Massoumeh taler om hverdagens små og store begivenheder.
Annelise og Massoumeh taler om hverdagens små og store begivenheder.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Når man tænker på dengang, du kom hertil, hvor svært det var at forstå hinanden, så er du blevet meget bedre - det synes jeg virkelig, siger Anne Lise Mylenberg. 

I løbet af det seneste år har Elderlearn matchet 217 ældre frivillige borgere med 334 sprogstuderende udlændinge – det er blevet til 230 par. Nogle ældre er frivilligt blevet matchet med flere udenlandske sprogstuderende, derfor er antallet af ældre mindre.

quote Vi håber på at kunne ændre synet på ældre således, at man ser dem som en ressource og som en styrke, og at de kan hjælpe udlændinge med at blive integreret mere effektivt.

Nicklas Stenfeldt, co-founder, Elderlearn.

For Annelise Mylenberg er samtalerne med Massoumeh Najafi en vigtig ting.

- Man er jo lidt ensom, når man går ind til sig selv. Jeg har en del, jeg ringer til, men det er jo det samme, man hører hver dag. Solen skinner, og jeg skal til gymnastik. Det er ikke den snak, jeg har med Massoumeh, siger Annelise Mylenberg og tilføjer: 

- Jeg får at vide af Massoumeh, hvordan det er i Iran, hvordan styret er, og hvordan hendes familieforhold er. Det betyder en meget, meget stor del af mit liv at få noget at vide udefra. Livet herinde er en firkant især, når man ikke kan se, siger hun. 

Godt for integration og ensomhed

I fem måneder har forskere ved Center for Humanistisk Sundhedsforskning fulgt Elderlearn - forskningen har primært taget udgangspunkt i de ældre.

- Vi har meget ofte at gøre med nogle ældre borgere, som er vant til at modtage rigtig mange serviceydelser. Det, vi kan se, der sker, er, at de har en masse ressourcer og kompetencer, de kan give videre. De kan blandt andet undervise i dansk sprog og kultur, siger Aske Juul Lassen, forsker og Ph.d. ved Center for Humanistisk Sundhedsforskning ved Københavns Universitet og tilføjer:

På et år har Elderlearn matchet 230 par. 
På et år har Elderlearn matchet 230 par. 
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det er noget, der er godt for integrationen af de her udlændinge. Der er samtidig også noget med, at den her bemyndiggørelse, som der på nogen måde ligger i projektet af de ældre, også er noget, der er med til at skabe livskvalitet blandt dem, og for nogles vedkommende også er noget, der er med til at bekæmpe ensomhed, siger han.

Forskningen er endt ud i en rapport, der blandt andet viser, at 96 procent af de ældre føler, de har været til gavn, mens tre ud af fem par stadig mødes ugentligt efter tre måneder.

Resultatet af fem måneders forskning.
Resultatet af fem måneders forskning.

- Hvis man ser det i et større perspektiv, så er det to af de grupper i samfundet, der vokser allermest. Så hvis vi ikke kan få de to grupper til at hjælpe med at løfte hinanden og give noget til hinanden, så står vi overfor et samfundsproblem. Derfor tror vi på, det både er vigtigt på et personligt plan, men også enormt vigtigt for Danmarks fremtid, hvis de her grupper skal opnå deres optimale, siger Andreas Reventlow, co-founder af Elderlearn. 

Ifølge forsker Aske Juul Lassen så har ordningen potentiale.

- Det kan blive større endnu og spredes mere ud i landet, siger han. 

Populært initiativet

Hos virksomheden Elderlearn har de travlt. 

- Vi har over 350 udlændinge lige nu, der står i kø for at møde en ældre. Og mangler faktisk ældre lige nu, siger Nicklas Stenfeldt, co-founder, Elderlearn. 

Elderlearns ambition er også, at initiativet skal bredes ud til endnu flere kommuner.

Nicklas Stenfeldt og Andreas Reventlow matcher ældre borgere med udenlandske tilflyttere fra deres kontor på Nørrebro.
Nicklas Stenfeldt og Andreas Reventlow matcher ældre borgere med udenlandske tilflyttere fra deres kontor på Nørrebro.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Vi håber på at kunne ændre synet på ældre således, at man ser dem som en ressource og som en styrke, og at de kan hjælpe udlændinge med at blive integreret mere effektivt. Vi håber på at kunne udnytte den ressource, der er i de to voksende befolkningsgrupper og gøre det til et nationalt tilbud, siger Nicklas Stenfeldt, co-founder, Elderlearn.

Fordomme nedbrydes

Selvom der er langt fra Iran til Østerbro, så er både Annelise Mylenberg og Massoumeh Najafi enige om, at selvom de er forskellige, så er forskellene ikke så store - der vil altid være ligheder. 

- Uanset vores religion og uanset vores forskellige kulturer, kan vi blive veninder. Der er altid noget at tale om, siger Massoumeh Najafi. 

Annelise og Massoumeh kommer fra vidt forskellige steder i verden, men forskellene er ikke så store, mener de.
Annelise og Massoumeh kommer fra vidt forskellige steder i verden, men forskellene er ikke så store, mener de.
Foto: TV 2 Kosmopol

Og netop at få nedbrudt fordomme er også det, som Elderlearn håber på, at parrene får ud af deres møder - udover at tale dansk sammen.

- Noget af det bedste ved Elderlearn er, at det hjælper med at nedbryde nogle af de fordomme, der er om ældre og udlændinge, siger Andreas Reventlow, co-founder af Elderlearn og tilføjer:

- Mange har haft en antagelse om, at ældre ikke kan lide udlændinge, og man ikke kan sende udlændinge hjem til ældre. Men det viser sig, at det slet ikke er tilfældet. Det fungerer rigtig godt, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik