Anklager ville løbe fra aftale med kriminelle

Den øverste anklagemyndighed ville løbe fra en aftale med to narkokriminelle i en sag om hvide bude. Men den går ikke, slår Højesteret nu fast.

To mænd fra København vil tilstå kokain-tiltale, hvis anklager til gengæld dropper yderligere forhold.

Men den øverste anklagemyndighed ville løbe fra aftalen, som en lokal anklager har indgået.

Men den går ikke, har Højesteret slået fast i en kendelse onsdag. Den oprindelige aftale står ved magt.

Anklageren havde indgået aftalen med to mænd og deres forsvarere i en københavnsk narkosag om såkaldte hvide bude.

Og den indebærer en væsentlig beskæring af sagen, fremgår det af oplysninger, som Ritzau tidligere har fået af Københavns Byret.

Den ene mand vil tilstå to kilo kokain, hvis anklagemyndigheden samtidig dropper et andet forhold om 1,2 kilo kokain. Og den anden vil tilstå 1,2 kilo kokain, hvis anklagemyndigheden til gengæld frafalder påstanden om 1,5 kilo kokain.

Højesterets afgørelse betyder en stor besparelse for alle parter, fortæller den enes forsvarer, advokat Kåre Pihlmann.

- Den betyder formentlig, at vi kan nøjes med én dag i retten i stedet for at sidde der i 30 dage, siger han til Ritzau.

Københavns Byret tager fat på sagen om de hvide bude straks efter nytår.

Kåre Pihlmann siger, at det i mange år har været et "ikke sjældent fænomen", at der indgås diskrete aftaler mellem anklagere og sigtede.

Han mener dog ikke, at der dermed er tale om amerikanske tilstande

- Det er ikke det samme som i USA. Hvis der i Danmark indgås en aftale, har forsvarer og anklager i et samarbejde foretaget en bedømmelse af, hvad der realistisk kan bevises. I USA frafaldes derimod forhold, som der er klare beviser for, siger Kåre Pihlmann.

Han erkender dog, at man kan risikere at komme ud i en gråzone.

- Men det er meget procesbesparende for alle parter. Man sparer også domstolene for et kolossalt arbejde med den slags aftaler, siger Kåre Pihlmann.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik