Andelsforening mangler halv milliard: Leder nu efter køber

Én af Københavns større andelsforeninger leder nu efter en pengestærk køber, så man kan nedlægge sig selv.

Flere af hovedstadens andelsforeninger har været i massive økonomiske problemer. 

Én af dem er Andelsboligforeningen Ringertoften i København, som har været presset på pengepungen gennem mange år. 

Lige siden 2006, hvor andelshaverne købte ejendommen af den svindeldømte boligspekulant Martin Malvang Klüts, har man været dybt forgældet, men nu leder man efter en udvej. 

Det skriver erhversmediet Insidebusiness, som er komme i besiddelse af et fortroligt salgsmateriale.

Både advokat og mægler nægter at udtale sig

Det er advokaten Torben Winnerskjold fra Abel & Skovgård Larsen, som skal forsøge at sælge Ringertoften til en risikovillig køber, der herefter kan leje boligerne ud til de mere end 350 beboere. 

Torben Winnerskjold ønsker ikke at udtale sig til TV 2 Lorry og vil hverken be- eller afkræfte, at man sælger. 

Han er akkompagneret af erhvervsmæglerfirmaet Colliers International Danmark, som Insidebusiness har kontaktet. 

Her ønsker den administrerende direktør Jeppe Schønfeldt ligeledes ikke at udtale sig om noget som helst. 

Redningsplan har virket før

Det var også Colliers International og Abel & Skovgård Larsen, der i sommer stod for salget af den nødlidende andelsforening Strandholmhus i København SV.

Redningsplanen lader til at være den samme denne gang. 

Salget skal give et lille overskud, så andelsforeningen kan ophæves og omdannes til lejeboliger. Målet er derfor et hammerslag på den gode side af 459 millioner kroner.

- Men profit er langtfra garanteret, skriver Insidebusiness. 

Martin Klüts, der solgte Ringertoften til andelshaverne for dyrt i 2006, blev i 2012 dømt i Københavns Byret for grov økonomisk kriminalitet. 

Her blev han idømt ubetinget fængsel i tre år og seks måneder. Derudover en bøde på 4,9 millioner kroner for skattesvig, skyldnersvig og fup med bilag. 

Hans firma Sandgården herskede over flere end 200 ejendomme. 

Mange andelsforeninger er gået konkurs

Duegården
Andelsboligforeningen Duegården på Frederiksberg, har begæret sig selv konkurs. Det ville Nykredit i første omgang ikke acceptere, men i foråret 2016 fik foreningen endelig lov af Højesteret til at dreje nøglen om.
Foreningen havde 133 andelshavere, men er nu altså opløst.

Bangsbohus
Andelsboligforeningen Bangsbohus på Frederiksberg havde 75 andelshavere, da den i 2014 fik lov til at gå konkurs af Sø- og Handelsretten.
Andelshaverne i Bangsbohus kunne som følge af en renteswap ikke afdrage på deres gæld, som er betydeligt større end deres ejendoms værdi.
Danske Bank har imidlertid kæret afgørelsen til Landsretten.

Klostergården
På Østerbro i København ligger AB Klostergården. Foreningen har begæret sig konkurs, men ejendommen blev i november 2015 solgt, og de 78 andelshavere er nu lejere.
I forbindelse med salget tabte andelshaverne hele deres indskud, fordi salgsprisen var lavere end lånene i foreningen.

Thurøvej 10-12
Thurøvej 10-12 gik konkurs i september 2016.
Med en ejendom vurderet til 18,4 millioner kroner og en 30 millioner kroners gæld til Nykredit gik den Frederiksberg-baserede forening konkurs. I modsætning til Duegården, som lå i slagsmål med Nykredit, da de gik konkurs, fik de 16 andelshavere lov til at gå konkurs.

Thyra Danebod
Thyra Danebod havde kun to år på bagen, da foreningen i 2010 gik konkurs.
De 77 andelshavere besluttede simpelthen at stoppe med at betale tilbage på lånet. Efter konkursen stod andelshaverne med en andelsforening, der er gået konkurs og en negativ egenkapital på noget, der mindede om 25 millioner kroner. Årsagen til det beløb skal blandt andet findes i foreningens renteswap.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik