Ammende mor smidt ud af skobutik: Nu får hun en undskyldning

Man må ikke amme i Deichmanns skobutikker, lød meldingen til Cecilie Smith Frederiksen, hvis datter var sulten. Men medarbejderen tog fejl.

Det, der skulle have været en hyggelig shoppetur med familien endte ganske ubehageligt for Cecilie Smith Frederiksen fra Vanløse.

Mandag var hun sammen med sin otte uger gamle datter, Andrea, og sin mor i shoppingcentret Fisketorvet i København. Moderen ville ind og prøve nogle sko i Deichmann.

Inde i butikken vågner Andrea – og Cecilie gør derfor det, enhver mor ville have gjort.

- Jeg sætter mig diskret ned i et hjørne mellem to skorækker og dækker mig til, som jeg altid gør og giver hende noget at drikke, husker Cecilie Smith Frederiksen.

Regionschefen var i butikken

Men det skulle hun nok ikke have gjort.

Efter tre minutter kommer en Deichmann-medarbejder, der, som Cecilie Smith Frederiksen ”var en stor undskyldning for sig selv”.

- Hun fortæller, at hendes regionschef er i butikken, og at jeg bliver nødt til at gå, fordi man ikke må amme i butikken, siger hun til TV 2 Lorry.

Cecilie Smith Frederiksen var målløs.

- Jeg blev enormt paf, men jeg blev også enormt flov. Det har været min største frygt, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne være et problem.

quote Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne blive et problem. Jeg tænkte ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Cecilie Smith Frederiksen, mor

Opkørt debat

Medarbejderen i skoforretningen henviste hende til at bruge centrets ammelounge, der ligger i den modsatte ende af centret. Datteren var helt hysterisk, fordi hun blev afbrudt midt i sit måltid.

- Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne blive et problem. Jeg tænkte ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Cecilie Smith Frederiksen tog bevidst sine forholdsregler ved at dække sig til.

- Jeg ved jo, at der er mange, der kan blive stødt over at se et par bryster. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne blive et problem, siger hun, der synes, debatten om amning i det offentlige rum er kørt for meget op.

- Det er det meste naturlige. Vi har alle sammen startet livet ved at få bryst. Jeg synes det er trist, at det er kommet dertil, at man kun kan ramme i ammerum, siger hun.

Decihmann undskylder

Kommunikationsansvarlig hos Deichmann, Tina Cartey, har ikke kunnet stille op til et interview med TV 2 Lorry i dag, men skriver i en e-mail til os, at ledelsen har været i dialog med den pågældende medarbejder, der er ”meget berørt af situationen”.

- Udtalelsen om, at vi hos Deichmann ikke tillader amning i vores butikker, beror på en kedelig misforståelse, hvilket vi beklager meget, skriver Deichmann i mailen.

quote Vi kan kun beklage og give hende vores uforbeholdne undskyldning

Tina Cartey, kommunikationsansvarlig for Deichmann i Danmark

Deichmann har nu informeret alle om holdningen til amning, så lignende situationer ikke opstår igen.

- Under alle omstændigheder er vi meget kede af, at Cecilie har haft en dårlig oplevelse i vores butik. Det har bestemt ikke været vores hensigt, og vi kan kun beklage og give hende vores uforbeholdne undskyldning. Hos Deichmann er alle velkomne, store som små, og dette gælder naturligvis også ammende mødre med deres børn, skriver Tina Cartey i e-mailen.

Deichmann skriver også, at man har været i kontakt med Cecilie Smith Frederiksen. Det afviser hun dog. Deichmann har blot kommenteret hendes opslag på Facebook om sagen, fortæller hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik