Amerikanere vil bygge nyt mega-hotel klos op ad Rundetårn

Amerikansk investeringsselskab vil bygge et nyt, stort hotel i historiske bygninger ved Rundetårn.

Ud over de 243 værelser, en bar, en cafe, wellness og mødelokaler, så vil et amerikansk investeringsselskab bygge seks luksuslejligheder og 3.000 kvadratmeter high end-butikker i de gamle bygninger ved Rundetårn, der sidste år blev solgt for svimlende 845 millioner kroner.

investeringsselskabet Hines købte bygningerne Købmagergade 44-46 og 50 fra staten, men indtil i går har det været uvist, hvad der skulle ske med bygningerne.

Karen Nielsen er udviklingsdirektør i investeringsselskabet Hines, der har opkøbt bygningerne.
Karen Nielsen er udviklingsdirektør i investeringsselskabet Hines, der har opkøbt bygningerne.
Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

Men nu har Hines løftet sløret, hvad der kommer til at ske. De gamle bygninger, der blandt andet har huset Københavns Universitet, skal fremover danne ramme om et kæmpe fire-stjernet hotel, som skal drives af den udenlandske hotelkæde 25hours Hotels. Dertil skal bygningerne desuden rumme en række forretninger, hvis det står til ejerne.

- Det her er et utroligt spændende projekt for København, og det vil åbne en smuk og historisk bygning op, så mange flere mennesker får mulighed for at nyde den, siger Karen Nielsen, der er udviklingsdirektør for Hines i Norden, i en pressemeddelelse.

Det er et hold af internationale og danske eksperter, som skal stå for ombygningen, og de vil have fokus på at genoprette bygningernes originale facetter.

- Vi vil genskabe bygningerne i deres ånd, mens vi vil skabe noget nyt og unikt for København. Baseret på, hvad vi har set i 25hours Hotels andre hoteller, er vi sikre på, at de er en perfekt partner til at skabe et smukt hotel, siger udviklingsdirektør Karen Nielsen.

 Forventes klar i 2021

25hours Hotels har i forvejen hoteller i Tyskland, Italien, Østrig og Schweiz. De har ligeledes et på vej i Dubai, der står klar i 2020, og nu altså også et på vej i Danmark.

Hver dag går tusindevis af mennesker forbi, om få år kan de få mulighed for at overnatte derinde.
Hver dag går tusindevis af mennesker forbi, om få år kan de få mulighed for at overnatte derinde.
Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

Det nye hotel i Købmagergade, der sammen med butikkerne skal fylde de mere end 20.000 kvadratmeter, forventes at åbne i 2021, mens butikkerne kan stå klar allerede fra slutningen af næste år.

- København har altid været en foretrukken destination. Byen pulserer af kreativ energi, er en pioner inden for mobilitet og er en af de mest interessante kulinariske destinationer i Europa. Vi kunne ikke være gladere for den her placering. Det er en unik og meget spændende mulighed for os, siger Florian Kollenz fra 25hours Hotels.

Ikke godkendt i kommunen

Selvom både ord og armbevægelser er store, er der dog nogle praktiske ting, som folkene bag det nye hotelprojekt skal have på plads, inden de kan gå i gang med byggeriet. Det er nemlig endnu ikke på nuværende tidspunkt godkendt i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.

Jakob Næsager, konservativt medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
Jakob Næsager, konservativt medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Vi har ikke behandlet nogen ansøgning omkring byggeriet i de omtalte bygninger. Hvis der skal bygges hotel, hvor der ikke er et hotel i forvejen, så lyder det ikke til, at byggeriet er noget, der kan gøres inden for den eksisterende lokalplan, siger Jakob Næsager, der er formand for De Konservative i Københavns Kommune og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.

Selv, hvis ombygningen kan ordnes inden for den eksisterende lokalplan, så skal Hines til at i gang, hvis de skal gøre sig nogen forhåbninger om, at butikkerne skal åbne i 2020 og hotellet i 2021, for behandlingen af en ansøgning kan tage tid, forklarer Jakob Næsager.

- Vi ved ikke, om de kan bygge om inden for den nuværende lokalplan, før de sender en byggeansøgning af sted, såfremt de ikke kan, så skal de sende en ansøgning om at ændre i lokalplanen, og behandlingen af den tager sædvanligvis et år, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik