Amagerkansk øl vinder innovationspris for amerikansk samarbejde

For andet år i træk vinder Amager Bryghus en pris for det gyldne humledrik, der bliver lavet i København.

En dobbeltmæsket og kraftfuld bandit med smag af kaffe er årsagen til, at Amager Bryghus har sikret sig endnu en pris for den læskende humle- og maltdrik, som er danskernes foretruke nationaldrik: Øl.

Det står klart, efter bryghuset lørdag, modtog prisen Årets danske Ølnyhed 2018, som uddeles af Danske Ølentusiaster.

Bryghuset blev hædret for øllen Black Nordic Skies, der er skabt i samarbejde med det amerikanske bryggeri Modern Times Beer, der er anerkendt som et af USA’s bedste bryggerier.

Teamet bag Amager Bryghus har brygget Årets danske Ølnyhed 2018: Black Nordic Skies. Her er det forrest grundlæggerne Jacob Storm (tv) og Morten Lundsbak (midten), samt Mariana Schneider (th). Bagerst fra venstre; René Hulgreen og Henrik Papsø.
Teamet bag Amager Bryghus har brygget Årets danske Ølnyhed 2018: Black Nordic Skies. Her er det forrest grundlæggerne Jacob Storm (tv) og Morten Lundsbak (midten), samt Mariana Schneider (th). Bagerst fra venstre; René Hulgreen og Henrik Papsø.
Foto: Olle Thorup

- Morten Lundsbak, Jacob Storm og Amager Bryghus har i en lang årrække henrykt ølnydere med en på én gang innovativ og klassisk tilgang til ølbrygning. Det innovative kommer til udtryk i en legesyge, der fører en lang række spændende øl med sig. Det klassiske består i, at øllet altid er velbrygget og i en ekstrem høj kvalitet.

- Derfor er det ikke overraskende, at netop Amager Bryghus har brygget Årets danske Ølnyhed 2018, forklarer Klaus Rehkopff, ansvarlig for kåringen hos Danske Ølentusiaster.

Mørk, mørkere, Black Nordic Skies

Black Nordic Skies er af øltypen Imperial Stout. Det er én af de mørke typer – både rig på smag og procenter.

Den mørke øl er nemlig dobbeltmæsket, hvilket betyder, at masken, som øllet i den del af processen kaldes, trækker i malt ad to omgange.

Black Nordic Skies

Black Nordic Skies er et bryg skabt i fællesskab af danske Amager Bryghus og amerikanske Modern Times fra San Diego. Amerikanerne havde oprindeligt foreslået, at det skulle være en kraftfuld Imperial Stout med havtorn, som var en frugt, de ikke kendte.

 

Men da brygmester Andrew Schwartz lugtede til den koncentrerede havtornepurée, afviste han blankt, at det lille, lugtende nordiske bær, kunne gøre noget godt i øl. Derfor endte Black Nordic Skies som en kaffestout.

 

Kilde: Danske Ølentusiaster

Samtidig beskrives Black Nordic Skies som en øl med kaffenoter, der både er fløjlsblød og subtil bitter.

- Amager Bryghus har altid været kendt for at brygge sorte øl af høj kvalitet – vores første Imperial Stout, Hr. Frederiksen, er måske stadigvæk vores mest kendte øl, siger Morten Lundsbak, direktør og medgrundlægger af Amager Bryghus, og tilføjer:

- Og kombinerer man det med et af de bedste bryggerier i USA, Modern Times Beer, og et af de bedste kafferisterier, The Coffee Collective, her fra København, ja så gik alting måske bare op i en højere enhed med Black Nordic Skies. Det er vi utroligt glade for, at medlemmerne har værdsat – og nu altså belønnet.

Amager Bryghus har brygget Årets danske Ølnyhed 2018: Black Nordic Skies.
Amager Bryghus har brygget Årets danske Ølnyhed 2018: Black Nordic Skies.
Foto: Olle Thorup

Siden Amager Bryghus startede i 2007 har brygmestrene Morten Lundsbak og Jakob Storm stået for at udfordre de klassiske øldyder med innovative samarbejder, såkaldte collabs, og nytænkning af bryggerkunsten.

Et vaskeægte øl-hattrick

I dag regnes de blandt verdens bedste bryggerier og eksporterer op mod 70 procent af øllet, der alt sammen bliver lavet på Amager, til hele verden.

Alligevel skulle der gå hele 12 år, før det lille bryghus med de store ambitioner blev hædret med prisen for årets Ølnyhed af Danske Ølentusiaster.

Sidste år modtog bryghuset prisen Den Danske Ølpris 2018 med ordene om, at de var ”en af grundstenene i ølrevolutionen”.

Siden vandt Amager Bryghus også Årets danske Bryggeri 2018 – og dermed er dagens pris for Årets danske Ølnyhed et vaskeægte øl-hattrick for amagerkanerne.

Fakta: Årets danske Ølnyhed

  • Årets danske Ølnyhed er Danske Ølentusiasters fejring af de innovative og spændende øl i Danmark.
  • Medlemmer og bryghuse indstillede i slutningen af 2018 en lang række nye øl på den danske ølscene.
  • To smagepaneler med eksperter, øldommere, ølbloggere og journalister udvalgte derefter otte øl til finalistsmagninger i Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger.
  • Finalesmagningerne løb af stabelen i februar, hvor medlemmerne stemte om, hvilke af de otte finaleøl, der skulle løbe med prisen.
  • Det er første gang, Amager Bryghus løber med prisen Årets danske Ølnyhed.

Kilde: Danske Ølentusiaster


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik