Albaner får syv års fængsel for drabsforsøg på cykelhandler

En ung mand skal i fængsel i syv år efter drabsforsøg på en 69-årig mand i forbindelse med et hjemmerøveri.

Syv år.

Så lang tid skal en 18-årig albansk mand i fængsel, efter han af et enigt nævningeting fredag blev kendt skyldig i drabsforsøg på en 69-årig cykelhandler i København.

Den albanske mand, der ikke har nogen tilknytning til Danmark, bliver desuden udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Forsvaret har anket dommen.

Udgangspunktet i sager om hjemmerøveri er fem års fængsel, mens drabsforsøg isoleret set giver seks års fængsel.

Krav om 8 år 

Anklagemyndigheden havde argumenteret for, at den unge mand skulle i fængsel i otte år.

Anklageren pegede blandt andet på karakteren af den vold, der blev udøvet, og varigheden af overfaldet som skærpende omstændigheder.

Forsvarsadvokat Søren Bech mente, at en straf på fem eller seks års fængsel ville være passende.

- Otte år er at skyde langt over mål, sagde han tidligere fredag i retten.

Søren Bech lagde vægt på, at den albanske mand var meget ung på gerningstidspunktet, og at det derfor har været nemt for den anden hjemmerøver at udnytte den dengang 17-årige dreng.

Voldsomt hjemmerøveri 

I februar sidste år overfaldt den nu 18-årige sammen med en anden den 69-årige mand i dennes lejlighed på Østerbro i København i forbindelse med et hjemmerøveri.

Over en periode på omkring 40 minutter blev cykelhandleren stukket tre gange med kniv, tæsket med et koben, sparket, bundet og trådt på halsen, så der opstod brud på strubehovedet.

Fredagens retsmøde er den tredje og sidste retsdag i en sag, som begyndte mandag.

Her nægtede den 18-årige albaner sig skyldig. Han har forklaret, at han følte sig presset til at begå hjemmerøveriet.

Den unge mand, der er spinkel af bygning og kortklippet, forklarede desuden, at det var den anden hjemmerøver, der havde udøvet den grove vold mod cykelhandleren.

Men sådan husker offeret, der efter overfaldet var i livsfare, ikke episoden.

- Jeg slår først den store af de to, hvorefter den lille (den 18-årige albaner, red.) jager en kniv i ryggen på mig.

- Det er den lille, der er den aggressive. Han har fuldstændig knald i kasketten, sagde den nu 70-årige mand i retten mandag.

Han døjer i dag med at tale på grund af skader, han pådrog sig under overfaldet.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik