Med en stensikker 5-0-sejr over Skive kunne Fremad Amager søndag eftermiddag skrive sæsonens første sejr på kontoen i den danske 1. division.
Sejren kom i hus på hjemmebane, blandt andet på tre mål i de sidste fem minutter af første halvleg og på et hattrick af angriberen Olcay Senoglu.
Med sejren ligger nyoprykkede Fremad Amager på 7.-pladsen i den andenbedste danske fodboldrække med syv point for seks kampe.
Skive ligger på niendepladsen ligeledes med syv point efter sæsonens seks første kampe.
I søndagens øvrige kampe i 1. division vandt Næstved 2-1 på udebane mod FC Helsingør, mens Nykøbing med en 2-1-sejr i Fredericia fortsatte sin imponerende sæson.
Oprykkerne fra Nykøbing ligger nummer et i 1. division med 15 point for de første seks kampe og har fire point ned til forfølgerne fra Helsingør.