Københavns Politi skal fremtidssikres for fortsat at være i stand til at sikre hovedstadens sikkerhed og skærpe kriminalitetsbekæmpelsen i Hovedstaden.
Det erfarer TV 2 Lorry.
Som et led i planen for fremtidens Københavns Politi, en plan kaldet KBH 2020, skal hele organisationen omrokeres.
Derfor vil Københavns Politi nu genetablere det historiske hovedsæde Politigården, der ligger på Niels Brocks Gade i København.
Ifølge de oplysninger som TV 2 Lorry er i besiddelse af, skal det samlede beredskab i Københavns Politi i fremtiden køre herfra. Lige nu bliver den gamle politigård renoveret, hvorefter Københavns Politi påbegynder flytteprocessen.
Foruden beredskabet, skal både anklagemyndighed og efterforskningsafdelinger, der nu ligger i henholdsvis Politigården og i Station City på Halmtorvet, flyttes til samlede afdelinger på Teglholmen.
Københavns Politi er Danmarks største med 2.700 ansatte og et årsbudget på cirka 1,5 milliarder kroner.
Hverken anklagemyndighed eller efterforskningsafdelingerne på Station Bellahøj bliver påvirket af rokaden.
Samlet er hovedmålet at nedlægge Station City på Halmtorvet, der ifølge TV 2 Lorrys oplysninger er et "utidssvarende lejemål uden de nødvendige udvidelsesmuligheder".
TV 2 Lorry har været i kontakt med kommunikationschef hos Københavns Politi, Mads Jensen, der bekræfter udflytningen og omorganiseringen.
- Omstruktureringerne forventes gennemført gradvist de kommende år. Nærmere kan jeg ikke komme det, skriver Mads Jensen i en SMS til TV 2 Lorry.
FAKTA: Sådan kommer Københavns Politi til at se ud