Hvis nogen skulle være i tvivl, er engelske Adele en særdeles populær ung dame.
Billetterne til den 27-årige sangers to koncerter i Danmark er således blevet revet væk på 20 minutter fredag formiddag, melder Live Nation.
Adele er aktuel med albummet '25' og giver koncert i Forum i København den 3. maj. Dagen efter kan man opleve den engelske superstjerne i Jyske Bank Boxen i Herning.
Interessen for de to danske koncerter har været enorm, melder Live Nation. Billetsalget startede i dag, fredag, klokken 10.00. Klokken 10.20 var alle billetter blevet solgt.
Adele var senest i Danmark 2011. Her gav hun en anmelderrost koncert i Store Vega i København.
Albummet '25' er Adeles tredje efter '19' fra 2008 og '21' fra 2011.