Åben ild: Noma indtager Mexico for at lave mad

Den danske restaurant Noma vil i det nye år åbne en udendørs pop up-restaurant i Tulum i Mexico.

Danske Noma har tidligere fløjet kokke, opvaskere og tjenere til både Japan og Australien for at åbne restauranter i korte perioder.

Til foråret bevæger den verdenskendte michelinrestaurant sig igen uden for landets grænser - denne gang for at åbne en såkaldt popup-restaurant i Mexico.

Fra 12. april til 28. maj vil Noma således være at finde i kystbyen Tulum ved det Caribiske Hav. 

Den mexicanske madtradition og -kultur er ifølge køkkenchef og medejer René Redzepi en "evig inspirationskilde" for ham selv og resten af Nomas team i København.

quote Det bliver vildt som det mexicanske landskab, når vi deler vores fortolkning af smagene fra et at de smukkeste lande, vi kender.

René Redzepi

Den mexicanske udgave af Noma vil adskille sig fra den danske ved at være udendørs, og al madlavning skal foregå over åben ild.

- Det bliver vildt som det mexicanske landskab, når vi deler vores fortolkning af smagene fra et at de smukkeste lande, vi kender, lyder det i en pressemeddelelse fra restauranten. 

René Redzepi har sammen et lille team, herunder tidligere souschef på Noma Rosio Sanchez, som har mexicanske rødder, rejst rundt i landet de sidste seks måneder for at finde inspiration til menuen, som vil koste 600 dollar, cirka 4000 kroner per person.

- Vi har været ude for at forstå de lokale fisk og skaldyr, for at smage blot nogle af de uendeligt mange udgaver af mole og generelt for at finde inspiration i den omfangsrige og vidunderlige kultur, som Mexico er, skriver Redzepi og Sanchez om deres rejse. 

Da Noma åbnede en midlertidig restaurant i Sydney tidligere på året, blev alle borde booket på blot fire minutter.

Denne gang vil der blive åbnet for reservationer 6. december klokken ti via Nomas hjemmeside.

Noma har to michelinstjerner og er fire gange blevet kåret som verdens bedste restaurant.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik