9. klasseselever fra lukket friskole kommer i kommunal ungdomsskole

37 elever fra 9. klasse på den nu lukkede Iqra Privatskole på Nørrebro kan se frem til at modtage undervisning i Københavns Kommunes Ungdomsskole.

Københavns Kommune tilbyder nu, at i alt 37 elever fra den nu lukkede Iqra Privatskole kan få undervisning i den kommunale ungdomsskole.

quote De befinder sig i en ekstra vanskelig situation med skolens lukning så tæt på deres afgangseksamen.

Jesper Christensen, Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Soc.dem.

Det sker efter Styrelsen for Undervisning og Kvalitet den 3. december offentliggjorde, at den muslimske privatskole Iqra Privatskole, der ligger på Nørrebro i København, blev frataget sin støtte fra det offentlige.

Dermed blev det økonomiske grundlag for skolen bogstaveligt talt revet væk under både undervisere og elever.

Særligt eleverne fra det niende klassetrin stod i en penibel situation, hvor de ikke længere kunne modtage undervisning fra den nu lukkede skole, selvom de kan se frem til at skulle op til afgangseksaminer til sommer.

Men nu har Københavns Kommune meldt sig på banen, så de 37 elever kan færdiggøre deres grundskoletid sammen i ungdomsskolens lokaler i Københavns Nordvestkvarter.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Undervisningen starter allerede i denne uge, og kommunen har arbejdet målrettet med at give særligt 9. klasses-eleverne et ekstraordinært tilbud.

- Ungdomsskolen har udvist stor vilje og fleksibilitet for at hjælpe nogle unge mennesker i en akut situation. Børnenes tarv er det vigtigste her. Derfor har vi handlet hurtigt for at sikre nogle ordentlige vilkår for eleverne fra Iqra Privatskoles 9. klasser. De befinder sig i en ekstra vanskelig situation med skolens lukning så tæt på deres afgangseksamen, siger Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen, soc.dem., i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand: "Det er en stor hjælp"

Hovedparten af forældrene til de 37 elever på 9. klassetrin har tilkendegivet overfor kommunen, at de gerne vil bruge kommunens tilbud.

Ungdomsskolen i København underviser i forvejen børn i 8.- 9.- og 10. klasse.

- Der er store følelser involveret her hos både elever, lærere og forældre. Vi havde alle røde øjne til afskedsfesten i fredags. Men vi er meget glade for Københavns Kommunes tilbud til vores 9. klasser. Det er en stor hjælp og et plaster på såret i en meget svær situation, siger Jacob Jabr, der er bestyrelsesformand for Iqra Privatskole.

quote Det er en stor hjælp og et plaster på såret i en meget svær situation

Jacob Jabr, bestyrelsesformand for Iqra Privatskole

Børne- og Ungdomsforvaltningen er nu i gang med at undersøge, om et par af 9. klassernes eksisterende lærere i dansk og naturfag kan ansættes frem til sommerferien på Ungdomsskolen.

Ifølge kommunen vil det sikre en vis kontinuitet for eleverne, så de kan fortsætte deres skolegang og gå til eksamen på grundlag af det undervisningsindhold, de hidtil har haft.

Folkeskoler står klar til at modtage elever

Samtidig står de øvrige københavnske folkeskoler klar til at tage imod alle elever fra privatskolen, som har bopæl i København, hvis deres forældre ønsker, at deres barn skal gå på den lokale folkeskole.

Alle elever fra privatskolen har mulighed for at benytte sig af det frie skolevalg, som også gælder for alle andre.

Forældrene har ret til at indskrive deres børn på deres lokale folkeskole (distriktsskolen), ligesom de kan ønske optagelse på en anden folkeskole, hvis den har plads, eller søge ind på en anden fri- eller privatskole.

Cirka 280 af den lukkede privatskoles elever har bopæl i Københavns Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik