61-årige har bedraget Kunstakademiet for 3,8 mio kr

61-årig kvinde får delvis betinget dom på to års fængsel for bedrageri for 3,8 millioner mod Kunstakademiet.

Det var med tårevædede øjne, at den nu tidligere regnskabsmedarbejder ved Kunstakademiet angrende modtog sin dom, hvoraf hun kun skal afsone seks måneder, hvis hun i øvrigt udfører 250 timers samfundstjeneste.

I retten fortalte kvinden om, hvordan dårlige investeringer i anparter, dyre forbrugslån, mandens arbejdsløshed og udgifter til at forsørge en datter, som var flyttet hjemmefra, fik læsset til at vælte og drev hende ud i kriminalitet.

- Pengene blev brugt på helt almindelige ting. Vi har ikke levet i luksus, lød det blandt andet fra den 61-årige kvinde.

Bedrageriet mod Kunstakademiet er foregået gennem en periode på seks år frem til marts i år, hvor kvinden blev afsløret.

Omkring 100 gange gennem årene lod kvinden via falske fakturaer og fiktive betalinger store beløb udbetale til en gymnastikforening på Amager. Hun var selv kasserer i foreningen og trak efterfølgende pengene ud til sig selv.

Enkelte gange lod hun også beløb udbetale til sin og ægtefællens bankkonto. Størrelsen af de mange udbetalinger varierede fra beløb på 3000 kroner til store summer på 100.000 kroner.

Siden hun blev opdaget i marts - det skete, da gymnastikforeningen opdagede uregelmæssighederne og kontaktede Kunstakademiet - har hun måttet bøde psykisk for sine gerninger.

- Jeg har det meget skidt. Jeg er bange for at gå udenfor og for at blive set, lød det fra den 61-årige kvinde.

Anklager Martin Kromann og forsvarer Kåre Pihlmann var nogenlunde på linje med, hvad straffen for kvindens bedrageri burde være. Den burde ligge i omegnen af to års fængsel, hvor en del af straffen kunne gøres betinget.

Og det valgte dommer Harald Micklander at følge, selv om han egentlig mente, at straffen i udgangspunktet burde være højere.

- Det er et meget stort beløb, der er tale om. I retspraksis ligger man nok tættere på 2,5 år end 2. Så det er udtryk for en meget mild dom, lød det fra Harald Micklander i forbindelse med domsafsigelsen.

Dommeren fortalte, at det var kvindens gode personlige forhold, som fik ham til at se på sagen med milde øjne.

- Du har levet et langt liv uden at begå noget strafbart. Derfor mener jeg ikke, at det tjener noget formål, at du skal i fængsel i to år. Men du skal i fængsel i 6 måneder, og det er også lang tid, sagde han.

Det bliver nu op til Kriminalforsorgen at afgøre, om kvinden eventuelt kan afsone de seks måneders fængsel i eget hjem med fodlænke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik