Gravkoen kom, men Sofiegården overgav sig aldrig

På trods af, at der var boligmangel i København, havde kommunen valgt, at bygninger over hele byen – dog særligt i Indre By og på Christianshavn – skulle rives ned, fordi de var blevet vurderet ubeboelige.

En del af de bygninger stod på hjørnet af Sofiegade og Dronningensgade på Christianhavn, og det var de bygninger, Britta Lillesøe havde udset sig.

- Det var i 1965, at jeg opdagede bygningerne, der bare stod tomme, og som kommunen kaldte ubeboelige. Så jeg overtalte mine venner og bekendte til at rykke ind i husene med mig. Det var ret fantastisk, siger Britta Lillesøe til TV 2 Lorry.

  Foto: Ritzau Scanpix

Selvom bygningerne ikke var egnet til beboelse, så var det ikke ulovligt for udlejeren at leje ud til erhverv, og det blev et smuthul, for de unge mennesker, der nu så bygningerne som deres hjem.

- Vi fik lavet en aftale med ejerne og lejede bygninger som et lager. Vi fik faktisk flere af bygningerne, for kommunen vidste alligevel ikke, hvad de skulle gøre med dem. Så hængte vi mørklægningsgardiner op som under krigen, hængte et skilt på døren, hvor der stod ’Stoftryk' og gav ejeren 23,50 kroner, så hans ejendomsskatter ligesom var dækket, husker Britta Lillesøe.

  Foto: Ritzau Scanpix

Kort efter det lille kollektiv havde slået sig ned i bygningerne, afholdt de, hvad de kaldte, ’Palads Revolutionen’ og kaldte sig efterfølgende Kollegiet Sofiegården.

Og så begyndte de nye beboere i boligerne, som ikke var egnet til menneskebolig, ellers at gøre noget ved bygningerne.

  Foto: Ritzau Scanpix

- Vi rev de gamle lokumsbygninger i gården ned og lavede en stor, åben gård, hvor vi plantede græs, træer og røde pelargonier. Vi restaurerede husene og murede hullerne til. Vi fik lavet både toiletter og bad, et fællesrum og et mørkekammer. Vi havde sågar Danmarks længste bar, siger Britta Lillesøe.

  Foto: Ritzau Scanpix

Efterhånden var de blevet 60 mennesker, der boede og havde deres hverdag i Sofiegården, og de unge mennesker, der primært var studerende, havde et ønske om, at de kunne blive boende.

Derfor gik de til den socialdemokratiske overborgmester Urban Hansen i håb om en løsning.

- Vi fik en lokumsaftale med Urban Hansen og kommunen om, at vi kunne bo der, ind til der var en plan for området. Men det var en af de aftaler, der ikke var skrevet ned på papir, så det kunne vi ikke bruge til så meget, siger Britta Lillesøe.

  Foto: Ritzau Scanpix

Aftalen er ikke beskrevet nogen steder, da de unge angiveligt havde lovet kommunen, at de ikke ville tale med pressen om den.

Den kan således ikke bekræftes, og da humøret skifter i kommunen og hos den daværende boligborgmester Edel Saunte, så forslår den som en skrædder i helvede.

- Vi havde fået lov til at bo der helt frem til 71’, men efter de havde været ude og se et par af de lejligheder, vi havde sat i stand, så var vi pludselig lidt for smarte og lidt for dygtige.

- Vi havde haft bygningseksperter ude for at føre kontrol med vores forbedringer, og de var meget imponerede og sagde, at der ikke var nedstyrtingsfare længere. Men kommunen ville have et højhus, så det ignorerede Edel Saunte og beordrede husene revet ned alligevel, fortæller Britta Lillesøe.

  Foto: Ritzau Scanpix

I efteråret 1968 starter balladen for alvor.

Boligborgmesteren Edel Saunte beder udlejeren af bygningerne om at sætte beboerne på gaden og opsige deres kontrakt. To af husene var i så skidt stand, at de skulle rives ned – det var selvfølgelig to af de midterste huse, så kollektivet ville blive revet fra hinanden.

  Foto: Ritzau Scanpix

- Hverken udlejeren, de andre mennesker i kvarteret eller den generelle befolkning forstod, hvorfor vi skulle smides ud, og det gik heller ikke som kommunen og Saunte havde håbet til at starte med, siger Britta Lillesøe.

  Foto: Ritzau Scanpix

Udlejeren, Danske Andelslejligheder, gjorde et noget halvhjertet forsøg på at smide de unge mennesker ud og uden held, og det næste skridt fra kommunen blev at pudse fogeden på dem.

  Foto: Ritzau Scanpix

- Vi holdt et møde på Kofoeds Skole, for vi vidste, at politiet ville komme. Ingen af os var indstillet på at bruge vold, men vi var ikke klar til bare at forlade stedet uden kamp, så det endte med, at vi lavede en symbolsk beslutning om at frigøre os fra samfundet og danne Republikken Sofiegården. Det handlede ikke mere bare om os, det handlede om boligpolitik og retten til et sted at bo – Sofiegården overgiver sig aldrig, lyder det fra Britta Lillesøe.

  Foto: Ritzau Scanpix

Den 26. februar 1969 sker det. Beboerne i Republikken Sofiegården skulle have været ude den 1., og nu står politiet i gården med gravemaskiner klar til at ’hjælpe’ dem med flytningen.

  Foto: Ritzau Scanpix

De unge mennesker har lavet forskellige manøvrer og barrikader, der skulle besværliggøre politiaktionen, men det nytter ikke meget.

Husene blev ryddet, og allerede dagen efter var de to bygninger, Edel Saunte ville have væk, revet ned.

Fællesskabet omkring Sofiegården havde vokset sig stort, og der var associerede medlemmer rundt omkring i andre københavnske gårde.

Så bare fordi to af bygningerne var væk, betød det ikke, at fællesskabet også var forsvundet.

  Foto: Ritzau Scanpix

- Vi havde skabt noget smukt og godt. Et fællesskab der samlede alle mulige forskellige unge – vi var både håndværkere og kunstnere, stedet var liv og det blomstrede.

- Det var et frirum for mange mennesker i hele kvarteret, og det var fuldstændigt unødvendigt, at de kom og smadrede det, siger Britta Lillesøe.

Efter den første rydning blev nogle af beboerne boende i de resterende bygninger, men de blev fjernet igen et års tid senere, og det kollektiv, de unge mennesker havde skabt, og hvor blandt andet Kim Larsen og Wili Jønsson mødte hinanden, var ikke længere.

Bygningerne skulle bruges til at danne rammerne om Sofiegårdens Kollegium, der også eksisterer i dag.

  Foto: Ritzau Scanpix

Indflytningen og den efterfølgende rydning havde sat gang i noget i samfundet.

De såkaldte Slumstormere eller BZ’ere flyttede siden ind i tomme huse over hele København.

- Det var et stort, slag at Sofiegården blev ryddet.

- Specielt fordi det var så meningsløst. Men det satte jo noget i gang, og der gik jo ikke længe efter, før vi var en gruppe, der rykkede ind på Christiania og Stærekassen, lyder det fra Britta Lillesøe, der i dag er bosat på Christiania.