26-årig tiltalt for overgreb: Hotelvagt så påvirkede unge piger

En 26-årig mand er tiltalt for at give to piger stoffer og alkohol, før de havde sex på Tivoli Hotel.

En hotelvagt vidner om, hvordan han oplevede en nat i april i år, hvor en 26-årig mand er tiltalt for at skulle have krænket to piger seksuelt på et hotelværelse på Tivoli Hotel i København.

quote Der er noget i helhedsbilledet, som står helt skævt. Jeg har en stærk mistanke om, at det er mindreårige, som tager narko.

Hotelvagten

- Jeg bliver sendt til værelset på grund af en støjklage. Jeg lytter ved døren og kan høre musik og festlig stemning, forklarer vagten, der var på arbejde den nat.

- Jeg banker på, og foran mig står to unge piger. Det første, der falder mig ind, er pigernes meget unge udseende. Jeg tænker på deres kropsbygning og ansigtsstruktur. Det overrasker mig at se det, fortæller han i Københavns Byret.

Tv'et spillede høj musik fra hotelværelset, hvor der lå flasker og tøj forskellige steder. I døren til hotelværelset forsøgte vagten at få øjenkontakt med pigerne, som han husker havde en meget fjantet adfærd.

- Der er noget i helhedsbilledet, som står helt skævt. Jeg har en stærk mistanke om, at det er mindreårige, som tager narko, forklarer vagten.

Det er anden retsdag i sagen mod den unge mand, som anklages for at have givet hash, kokain og alkohol til en 11-årig og en 14-årig pige, før han havde sex med dem.

Manden er tiltalt i en nævningesag og kan risikere flere års fængsel. Anklageren kræver, at han udvises med indrejsebud. Dertil kræves, at hver af pigerne får 80.000 kroner i erstatning for de påståede overgreb, de har været udsat for.

Den tiltalte nægter sig skyldig i anklagen om seksuelle overgreb mod pigerne og kræver frifindelse. Han erkender dog at have haft samleje med den ene pige, og at den anden pige har givet ham oralsex.

Han påstår, at han ikke kendte til de to pigers alder, og at han blev chokeret, da han fik at vide, at de var mindreårige. Ud fra pigernes udseende og adfærd havde han troet, at de var 18-år.

I retten forklarer vagten, at han informerede sine kolleger om mistanken. Den 26-årige og de to piger kom efterfølgende ned i receptionen, da de ville købe natmad.

Pigerne stillede spørgsmål til vagtens arbejde, hvorefter han spurgte ind til deres alder. 15 og 16 år, fortalte de.

- De sagde, at Tivoli Hotel var et af de fedeste hoteller, de havde været på. Derfor virkede det på mig, som om det ikke var første gang, de havde været på hotel, siger vagten fra stolen foran dommere og de otte nævninger.

Dommen ventes at blive afsagt fredag 15. december.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik