250.000 stk om året: Københavns Kommune dropper engangsklude

Politikerne på Københavns Rådhus har besluttet, at det skal være slut med engangsklude der indeholder mikroplast. Kludene skader miljøet.

På Borgerrepræsentationsmødet torsdag blev det besluttet, at Københavns Kommune ikke længere skal bruge klude, der indeholder mikroplast.

De populære engangsklude indeholder nemlig små stykker plastik, også kaldet mikroplast, der bliver udvasket, og når det ender i havet, har det store konsekvenser for miljøet.

quote Vi er rigtig glade for at vi nu i København går forrest med at få udfaset mikroplast i vores indkøb

 Sisse Marie Velling, SF

SF har længe gerne villet sætte en stopper for brugen af kludene, så beslutningen glæder Sisse Marie Velling, Politisk leder, SF. 

- Vi er rigtig glade for at vi nu i København går forrest med at få udfaset mikroplast i vores indkøb. Så kan vi stoppe med at udlede mikroplast i miljøet. 

Nu er det slut med engangsklude med mikroplast som den her i Københavns Kommune

Det er hele Københavns Kommune, der nu skal udfase brugen af mikroplastklude, det vil sige at også skoler og plejehjem skal finde alternativer til den almindelige engangsklud. Og det er kun begyndelsen, siger Sisse Marie Velling.

- Nu starter vi med at udfase brugen af klude med mikroplast i, og så går vi videre med andre produkter der også udleder mikroplast. For vi vil ikke have at Københavns Kommune udleder mikroplast, som kommer ind i vores organismer.

Københavns Kommune indkøber cirka en kvart million klude med mikroplast om året, og når så stor en indkøber vælger at sige stop er det noget der kan mærkes.

- København er Danmarks største arbejdsplads. Vi køber ind for flere milliarder kr, så når vi vælger, at vi ikke vil købe produkter med mikroplast, så er det noget man kan mærke på markedet, slutter Sisse Marie Velling.

Der er mikroplast i alt fra bildæk til t-shirts. Plastikken er ikke til at se med det blotte øje, men den ender ofte i naturen, hvor den vandrer gennem fødekæden.

Københavns Kommune vil også på længere sigt undersøge mulighederne, for at udskifte andre produkter der udleder mikroplast med mere miljørigtige alternativer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik