2.500 nye studieboliger: Container-værelser på industrigrunde

Nyt firma har et utraditionelt bud på at skaffe studerende tag over hovedet: Gamle containere kan blive til billige, midlertidige boliger.

I disse dage begynder tusindvis af unge danskere på et nyt studie. Og det betyder samtidigt, at de studerende står midt i kampen for at finde et sted at bo – en studiebolig, der både er god at bo i, tæt på studiet og til at betale.

To unge iværksættere står nu frem med et skævt bud på, hvor de studerende kan finde tag over hovedet: De kan bo i gamle containere, der kan flyttes rundt efter behov.

Ifølge iværksætterne kan en container blive til 20 kvadratmeter bolig med køkken og bad til en husleje på 3850 kroner om måneden. Men det kræver, at de kan få lov til at opstille containerne på tomme industrigrunde i nærheden af undervisningsstederne.

Ind på gamle industrigrunde

- Vores mål er at lave 2500 studieboliger de næste tre år. I de tomme industriområder der ligger i København, siger den ene af indehaverne af firmaet CPH Containers, Frederik Noltenius Busck.

Skal det blive en realitet, så kræver det politisk velvilje og politisk vilje til at ændre i planloven, så midlertidige studieboliger kan placeres i industriområder. De vil de unge iværksættere nu forsøge at overtale politikerne til på et debatmøde om ideen fredag.

Behovet for fleksible studieboliger er under alle omstændigheder reelt. Ifølge Dansk Byggeri mangler der på landsplan 24.000 studieboliger. Alene i hovedstadsområdet (København og Roskilde) mangler der omkring 9.500 boliger til unge studerende, og i Aarhus mangler der 4.500 boliger.

- Containere er smarte, fordi du kan købe dem billigt. Og fordi du kan flytte dem, siger Frederik Noltenius Busck.

Et kreativt projekt

Blandt fagfolk har projektet vakt begejstring:

- Det er jo både et designprojekt, som viser hvad man kan gøre kreativt med nogle materialer. Det er et socialt projekt, som drejer sig om at løse problemer i Danmark, men sørme også andre steder i verden. Og så er det i høj grad et bæredygtigt projekt, hvor man genbruger materialer, som man ellers ville have smidt ud, siger direktør for Dansk Designcenter Christian Bason.

Se TV 2 Lorrys indslag om projektet fra sidste år over artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik