18-årig pige dømt for trusler mod politiker og lille baby

En ung kvinde får 60 dages betinget fængsel for at have truet den konservative politiker Mai Mercado.

- Du har gjort en del mennesker vrede på dig, du skal ikke føle dig for sikker på gaden med dit lille skrøbelige barn!

Sådan lød en af flere beskeder, en 18-årig kvinde har skrevet til den konservative folketingspolitiker Mai Mercado på Facebook.

Den 18-årige Petrine Eaton erkendte ifølge Københavns Politi ved et retsmøde mandag, at hun havde skrevet beskederne, og at hun godt kunne se, de virkede truende. Det skriver Ritzau. 

Københavns Byret idømte kvinden 60 dages betinget fængsel, skriver Københavns Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Mai Mercado er tilfreds med dommen.

- Når man kommer med så stærke ytringer og trusler, skal man stå til ansvar for dem. Derfor er jeg tilfreds med dommen i dag, og jeg håber, at jeg kan få lukket for det kapitel, siger hun til Ritzau. 

Her kan du se det opslag, som 18-årige Petrine Eaton reagerede på:

Adspurgt om truslerne får hende til at genoverveje sin kommunikation på de sociale medier, svarer politikeren:

- Jeg kommer til at lave kritiske opslag om både hash og Christiania i fremtiden. Når det er sagt, har jeg lært den lektie, at jeg ikke skal kombinere min familie med et stærkt politisk opslag.

Det er ikke første gang, en person bliver dømt for at have truet Mercado. En 29-årig mand blev i august idømt fem måneders ubetinget fængsel for trusler, efter Mercado havde udtrykt glæde over, at 'politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania'.

Efter politiet havde sigtet manden, røg han igen til tasterne på Facebook:

- Hvis det får konsekvenser for mig, får det konsekvenser for dig - det er ikke en trussel, men en garanti.

quote Når man kommer med så stærke ytringer og trusler, skal man stå til ansvar for dem.

Mai Mercado

Folketingsmedlemmer er omfattet af straffelovens paragraf 119 stk. 1, der beskytter embedsmænd i funktion. Anklager Anders Larsson hæfter sig ved, at politikere udfylder en vigtig rolle i den offentlige debat.

- De er meningsdannere, og folk skal kende deres holdninger for at kunne deltage i den demokratiske proces og stemme til folketingsvalgene. Det er derfor helt afgørende, at de har plads til at ytre sig inden for lovens rammer, siger han i pressemeddelelsen.

- Jeg håber, at dommen her er et signal om, at man skal tænke sig godt om, inden man truer andre i et øjebliks frustration. For det koster altså en alvorlig plet på straffeattesten - og med god grund.

På grund af den 18-årige kvindes unge alder og 'gode personlige forhold' blev straffen gjort betinget med blandt andet 80 timers samfundstjeneste, oplyser politiet.

Kvinden har tidligere over for TV2 beklaget sine kommentarer og har slettet dem. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik