130 klager over Cityringen: Nu fremskynder Metroselskabet løsning

Mange naboer til den nye cityring er træt af støj og vibrationer. Derfor vil Metroselskabet nu skynde sig at fikse problemet, så folk kan få ro.

Støj og vibrationer er blevet en uvelkommen gæst hos mange naboer til den nye Cityring.

Særligt fra naboer ved metroens nordlige halvdel er der blevet afsendt mange klager adresseret til Metroselskabet.

- Siden januar har vi fået henvendelser fra cirka 130 naboer, som føler sig generet af kørslen af togene nede i tunnellerne under deres boliger, oplyser Hanne Tærsbøl Schmidt, der er afdelingschef i Metroselskabet til TV 2 Lorry.

quote På baggrund af de mange henvendelser vi har fået, har vi rykket slibningen frem, så vi går i gang i slutningen af oktober

Hanne Tærsbøl Schmidt, afdelingschef i Metroselskabet

Ud af de omkring 130 klager er cirka 20 af dem kommet efter indvielsen af Cityringen søndag den 29. september.

Skinnerne er problemet

Dog er man hos Metroselskabet ikke i tvivl om, hvad der forårsager generne - nemlig skinnerne.

De er nemlig endnu ikke blevet slebet, og det giver anledning til mere støj og flere vibrationer, når metroen bevæger sig hen over dem.

Planen var, at skinnerne skulle slibes inden åbningen, men det tillod tiden ikke, og derfor skulle arbejdet i stedet gøres ved næste årsskifte.

quote Det er forskelligt, hvordan man som menneske oplever støj og vibrationer. Derfor vil nogle mennesker måske stadig kunne mærke metroen

Hanne Tærsbøl Schmidt, afdelingschef i Metroselskabet

Men de mange klager har fået Metroselskabet til at fremskynde processen.

- Efter vi ikke fik slebet skinnerne før åbningen, var planen, at vi skulle slibe skinnerne omkring årsskiftet, men på baggrund af de mange henvendelser vi har fået, har vi rykket slibningen frem, så vi går i gang i slutningen af oktober, siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Metroselskabet forventer, at det kommer til at tage en måned at slibe skinnerne på hele Cityringen.

Artiklen fortsætter under videoen

Her kan du se højdepunkterne fra Cityringens åbning.

Oplever støj og vibrationer forskelligt

Det er dog ikke sikkert, at alle kommer til at have lige meget gavn af slibningen.

- Vi ved, at det reducerer generne, når vi sliber skinnerne. Men vi ved også, at det er forskelligt, hvordan man som menneske oplever støj og vibrationer. Derfor vil nogle måske stadig kunne mærke metroen, siger afdelingschefen.

Men alt håb er ikke ude, hvis du skulle være en af de uheldige, som stadig kan mærke Cityringen, når slibningen er overstået til december.

Metroselskabet beder nemlig folk, der til den tid stadig oplever gener, om at kontakte dem med henblik på at finde en løsning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik