11 tilskadekomne i ulykker: Største ulykke på bro nogensinde

Der skete to ulykker på en strækning på omkring 300 meter på Øresundsbroen onsdag formiddag.

11 personer er kørt på hospitalet i både Danmark og Sverige efter voldsom trafikulykke på Øresundsbroen. Det oplyser svensk politi på sin hjemmeside. 

I Danmark er ambulancer sendt til både Rigshospitalet og Hvidovre Hospital.

Klokken 7.46 fik de meldingen om ulykken hos Tårnby Brandvæsen. De sendte først fire brandkøretøjer afsted og kort efter to mere.

- Der var tale om flere uheld på en strækning på omkring 2-300 meter i retningen mod Sverige, derfor var det svært at danne sig et overblik til at starte med, fortæller indsatsleder fra Tårnby Brandvæsen, Per Jacobsen.

Der var altså ikke tale om et stort harmonikasammenstød, som man først troede. Men to ulykker med flere involverede biler forskellige steder på strækningen.

Da ulykken skete på svensk område, var der også svensk politi og redningsmandskab til stede.

Ifølge Per Jacobsen var både danske og svenske biler involverede i ulykkerne.

- Det kan være den lavtstående sol, der var grunden til, at bilerne stødte sammen. Måske har de ikke set, at bilen foran havde sat farten ned, siger indsatslederen. 

Største ulykke nogensinde

Ifølge Per Jacobsen var der tre biler med tilskadekomne i den ene ulykke og fem biler med tilskadekomne i den anden ulykke. Broen var lukket for trafik i begge retninger i flere timer. 

Ulykken er den mest omfattende på forbindelsen siden den åbnede i år 2000. 

- I 2005 skete der en busulykke med otte let skadede personer, og så har vi tidligere haft et mindre harmonikasammenstød. Men overordnet set har vi været forskånet for alvorlige ulykker, siger Ulla V. Eilersen, sikkerhedschef ved Øresundsbro Konsortiet.

Det var en svær opgave at komme frem til ulykkerne, der var sket i svensk område nær den ene højbro. 

- Det var trafikalt kaotisk, der var mange biler, og det var svært at komme frem, men folk der holdt i kø var gode til at holde til side, så vi kunne komme forbi, siger Per Jacobsen, indsatsleder fra Tårnby Brandvæsen. 

Øresundsbroen var først lukket for trafik i begge retninger, men omkring klokken 11.00 var broen igen åben for trafik i begge retninger. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik