Vestegnsborgmestre går imod S-formands indvandrer-udspil

En række Vestegnsborgmestre går imod Mette Frederiksens nye indvandreudspil. Det kan ikke lykkes, mener Ishøjs borgmester.

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, Socialdemokratiet, er bare én af Vestegnens borgmestre, der har rystet på hovedet af Socialdemokratiets formand tirsdag.

quote Vi har ikke økonomi til at sætte flere hundrede personer i aktivering 37 timer om ugen.

Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj, Socialdemokratiet

Mette Frederiksen præsenterede tirsdag et storstilet indvandreudspil, der blandt andet går ud på, at indvandrere, der har været længe på kontanthjælp eller integrationsydelse, skal i 37 timers aktivering for at udbetalt deres ydelser.

Men det tror Ole Bjørstorp ikke på, skriver Berlingske. 

- Det vil aldrig kunne lykkes. Selvfølgelig vil man kunne nå et stykke vej, hvis de økonomiske forudsætninger er til stede, men det når aldrig helt igennem. Det har vi også set med nyttejob. Vi har ganske vist også haft nyttejob i Ishøj, men slet ikke så mange, som der var lagt op til i sin tid. Vi har ikke økonomi til at sætte flere hundrede personer i aktivering 37 timer om ugen, siger han til Berlingske.

I Hvidovre tvivler den socialdemokratiske borgmester, Helle Adelborg, også på forslaget, og i Brøndby siger den socialdemokatiske viceborgmester, Franz Hansen, til Berlingske, at "det ikke kan lade sig gøre at få hele den gruppe i aktivering".

Den konservative borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler kalder det en "meget, meget stor opgave". 

Ifølge Socialdemokratiets beregninger svarer det til 30.000 personer, der på landsplan skal i 37 timers aktivering. Socialdemokratiet fortæller til Berlingske, at kommunerne vil blive kompenseret for de ekstra udgifter i forbindelse med aktiveringen. Hvor meget er endnu uvist.

Mette Frederiksen fremlagde forslaget med disse ord:

- Hvis man følger vores forslag, er udgangspunktet, at når man kommer til Danmark og får ophold, skal man i beskæftigelse. Kan man ikke finde beskæftigelsen selv, skal man yde en indsats 37 timer om ugen for sin ydelse. Det kan f.eks. være i nyttejob, som vi selv indførte i forbindelse med kontanthjælpsloftet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik