Prince fra Ishøj er med i opløbet om en Oscar i nat

Prince Yaw Appiah blev lettere overrasket, da Aske Bang ville shanghaje ham til kortfilmen "Silent Nights".

Budgettet var i forvejen stramt, og kun en uge før optagelserne til den oscarnominerede kortfilm "Silent Nights" skulle begynde, havde instruktøren bag, Aske Bang, stadig ikke fundet den helt perfekte mandlige hovedrolle.

Filmen handler om en illegal afrikansk immigrant og en dansk kvinde, der mødes på et herberg i København og forelsker sig. Filmen skal natten til mandag dyste om en af de prestigefyldte oscarpriser.

- Jeg havde en casting med 20 afrikanere i min lejlighed sammen med Malene (Beltoft, skuespillerinde red.), for det var vigtigt at den, vi nu fandt, havde en kemi med hende. 

- Der er ikke så mange afrikanske skuespillere i Danmark, så dem, der var til casting, var for eksempel nogle, der engang havde lavet amatørteater, som jeg havde fundet frem til, fortæller Aske Bang til Ritzau.

quote Han havde lige de træk, jeg havde forestillet mig, at Kwame skulle have. Og han viser sig at være superfed. Han har aldrig spillet skuespil før. Men jeg følte virkelig, at jeg havde fundet den rigtige

Aske Bang, filminstruktør

Den helt rigtige skuespiller

Selv om der var 20 kandidater igennem, kunne Aske Bang mærke, at der ikke var nogen, der var helt rigtig.

- Søndag aften, da vi var færdige med castingen, inviterede jeg Malene ud at spise på Nørrebro for at sige tak for hendes hjælp, husker Aske Bang.

- Der er i restauranten sådan et stort åbent køkken, og da jeg kigger derud, får jeg øje på en fyr, og Malene ser ham også. Og uden at vi siger et ord til hinanden, kan vi bare mærke, at vi begge gerne vil have fat i ham, siger Aske Bang, der straks går i køkkenet og beder Prince Yaw Appiah komme til en casting.

Der landede kokkeeleven en rolle i den nu oscarnominerede kortfilm.

- Han havde lige de træk, jeg havde forestillet mig, at Kwame (rollens navn, red.) skulle have. Og han viser sig at være superfed. Han har aldrig spillet skuespil før. Men jeg følte virkelig, at jeg havde fundet den rigtige, siger Aske Bang.

Overvældende forløb

Hele forløbet har været ganske overvældende for 24-årige Prince Yaw Appiah, der trods sin rolle i "Silent Nights" stadig er at finde bag kødgryderne. Han er nemlig i gang med at uddanne sig til kok, og det ændrer en rolle i en oscarnomineret film ikke sådan lige på.

- Først troede jeg, at det var en joke, da Aske kom og spurgte mig. "Den er god med dig", tænkte jeg, fortæller Prince Yaw Appiah, der er født i Danmark af ghanesiske forældre.

Men han endte med at springe ud i det, og netop nu er han i Hollywood for at følge med, når oscarstatuetterne uddeles i weekenden i Los Angeles, og hvor det bliver afsløret, om holdet bag "Silent Nights" skal gå hjem med en statuette i armene.

quote Jeg håber, at der falder flere skuespiljob af, men min ydmyge indstilling gør nok også, at jeg ikke tør tro for meget på det

Prince Yaw Appiah, kokkeelev og debutant-skuespiller

Dobbeltliv kommer frem

I filmen får vi historien om Inger, der arbejder frivilligt på et herberg og forelsker sig i den illegale immigrant Kwame. som spilles af Prince Yaw Appiah. De lever begge et hårdt liv, men finder trøst hos hinanden. Kwame fortæller dog ikke, at han har familie og børn i Ghana. Da hans datter bliver syg, tvinges han til at stjæle penge fra herberget for at kunne betale hospitalsregningen.  Inger tror på hans løgne om tyveriet og forbarmer sig. De er lykkelige for en tid, indtil den dag, Kwames mobiltelefon røber alt om hans hemmelige liv i Ghana.

Selv om kortfilmen er Prince Yaw Appiahs første rolle, har han i den grad fået blod på tanden. Står det til ham, får vi meget mere at se til ham i fremtiden.

- Jeg håber, at der falder flere skuespiljob af, men min ydmyge indstilling gør nok også, at jeg ikke tør tro for meget på det, at jeg tænker, at jeg bare har været heldig denne ene gang, siger han.

Det er hele 13. gang, det lykkes for produktionsselskabet bag filmen, M&M Productions, at få en kortfilm med på den såkaldte shortlist til Oscar-uddelingen. 

Du kan se filmen 'Silent Nights' søndag kl. 23.15 på TV 2. Kl. 23.55 begynder transmissionen fra årets Oscar-uddeling. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik