Mia og Morten flytter: Vil hellere pendle og have mere plads

Morten Anchor og Mia Nilson flytter fra deres lejlighed i Ishøj til hus i Holbæk. De vil hellere pendle til arbejde en time om dagen fra drømmehuset.

De sidste småting bliver pakket i  flyttekasserne hos Morten Anchor og Mia Nilson, der i næste uge skifter deres 2-værelseslejlighed i Ishøj ud med det, de har drømt om i 10 år: Hus, have og webergrill i deres helt eget hus.

Valget er faldet på Holbæk, hvor parret har fået råd til 164 kvadratmeter nyopført bolig fra 2015 på omkring 1.000 kvadratmeter grund til bare én million kroner mere, end hvad de sælger deres 2-værelses lejlighed for.

quote Hvis man vil have et lækkert hus, som er forholdsvis nybygget med stor have og dejlig natur omkring, jamen så må man køre lidt længere.

Morten Anchor, Lagerchef, Due Frugt

Begge har de natarbejde på det nye grønttorv i Taastrup, Copenhagen Market, så selvom de nu får meget længere til og fra arbejde gør det dem ikke noget, når der bliver råd til meget mere plads i Holbæk.

- Hvis man vil have et lækkert hus, som er forholdsvis nybygget med stor have og dejlig natur omkring, jamen så må man køre lidt længere, siger Morten Anchor, der er lagerchef hos Due Frugt.

Ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv har mange familier svært ved at få råd til at bo i København. Derfor har de undersøgt, hvor det bedst kan betale sig at bo uden for København samtidig med at passe et job i byen. 

For Morten Anchor og Mia Nilson gør det ikke noget, at der er lidt længere til deres job, når de grundet deres nattearbejde slipper for at køre i myldretiden, og ifølge Jonas Spendrup Meyer, der er økonom hos Dansk Erhverv, er det heller ikke kun boligprisen, der har betydning for folks bopælsvalg.

quote Hvis det kun var boligpriserne, der talte, så ville vi allesammen flytte til Lolland, hvor boligpriserne er lavest.

Jonas Spendrup Meyer, Økonom, Dansk Erhverv

- Hvis det kun var boligpriserne, der talte, så ville vi allesammen flytte til Lolland, hvor boligpriserne er lavest. Den største faktor med hensyn til pendling er det tidsforbrug, man skal investere i at komme frem og tilbage, siger han.

Analysen fra Dansk Erhverv viser, at hvis begge forældre - i en familie bestående af to voksne og to børn - pendler til og fra job i København, så er Tårnby den billigste kommune at bosætte sig i.

I Tårnby er de faste månedlige udgifter i analysen på 28.533 kroner om måneden, mens det i Gentofte er væsentligt dyrere at være pendler til København til en samlet pris på 35.042 kroner om måneden.

Boligpriserne har været stødt stigende i Københavns omegnskommuner, så for Morten Anchor og Mia Nilson var det oplagt at sælge nu for at flytte til drømmehuset med mere plads end de nuværende 76 kvadratmeter i Ishøj.

- Da vi satte os ud i bilen på vej hjem fra første gang vi så huset i Holbæk, så vidste vi bare, at det skulle være det, siger Morten Anchor.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik