Formodet forbryderfamilie sigtet for snyd for 24 millioner

Tre familiemedlemmer sigtet i stor sag om skattesnyd for millioner.

- Når man snyder det offentlige for knap 24 millioner, så er det noget, vi tager seriøst. Det er vores allesammens penge, og vi er forpligtet til at yde en indsats.

Sådan siger politikommissær Christian Jakobsen fra Københavns Vestegns Politi, efter en 42-årig kvinde, en 42-årig mand og en 21-årig mand tirsdag er blevet anholdt og sigtet for grov moms- og skattesvig for et samlet beløb på små 24 millioner kroner.

De tre personer har ifølge politiet svindlet gennem flere såkaldte skraldespandsvirksomheder. De sigtede har angiveligt udskrevet fakturaer og modtaget betaling for ydelser – typiske chaufførarbejde - hvorefter pengene er blevet hævet kontant uden at afregne moms og skat.

Politiet har foretaget ransagninger på to adresser i Ishøj, en i Valby og en adresse i Malmø, hvor en af de tre personer bor.

De tre personer er familiemedlemmer, men politikommissæren vil ikke oplyse, om den 21-årige mand er søn af de to 42-årige. 

- Det er en familie, men jeg ønsker ikke at gå yderligere i detaljer om familieforholdene, siger Christian Jakobsen til TV 2 Lorry. 

Politiet forventer, at de tre familiemedlemmer fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i morgen, onsdag. 

Svindlen har angiveligt stået på siden 2012, og tirsdagens anholdelser sker efter cirka et års efterforskning. 

- Det er en sag, vi har efterforsket i et godt stykke tid. Det er en kompleks sag, og der resterer også en del efterforskning. Vi skal undersøge sagen nærmere og blandt andet tale med vidner, siger Christian Jakobsen til TV 2 Lorry. 

Han estimerer, at efterforskningen i sagen først er helt afsluttet omkring oktober i år.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik