Flere bilbrande i Ishøj: Politiet har brug for hjælp

Københavns Vestegns Politi søger vidner efter en række bilbrande.

Lørdag aften var der ild i tre biler, der holdt ved på Stenbjerggårds Allé ved svømmehallen i Ishøj, og mandag morgen klokken lidt over fem gik det ud over flere biler ved Vejlegården 12. Københavns Vestegns Politi antager, at bilbrandene er påsatte. Det skriver SN.dk.

Politiet er i gang med en intens efterforskning af de mange bilbrande, men det er endnu ikke lykkedes at anholde nogen. Derfor opfordrer politiet nu beboere i Ishøj til at henvende sig, hvis de har bemærket noget eller i øvrigt har oplysninger.

- Vi kan se, at bilbrandene er sket i et relativt afgrænset område omkring Ishøj Bycenter. Desuden kan vi se, at et antal af disse bilbrande er påsat ved brug af brændbar væske, fortæller efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen til sn.dk.

Politiet kan endnu ikke slå fast, om der er tale om en eller flere gerningsmænd bag bilbrandene.

Brug for vidner

Ifølge SN.dk var det et tip fra et vidne, der gjorde politiet opmærksom på, at bilbranden på Stenbjerggårds Allé lørdag aften startede ved, at en rude i bilen blev knust og en molotovcocktail blev smidt ind. Ilden fra den ene bil spredte sig efterfølgende til to andre biler.

Den formodede gerningsmand blev set løbe fra stedet ad Stenbjerggårds Allé i retning mod Vejlebrovej.

- Vi ser med stor alvor på disse bilbrande, og vi vil have det stoppet. For os er det meget vigtigt, at borgere henvender sig, hvis de har oplysninger, understreger Steen Ørskov Larsen, som i øvrigt fortæller, at man vil have en øget opmærksomhed i lokalområdet.

Hvis du har oplysninger, kan du henvende dig til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik