12 bilbrande på en måned: Nu reagerer politiet

Københavns Vestegns Politi har modtaget mange anmeldelser om bilbrande den seneste tid. Nu intensiverer de patruljeringen i særligt område.

Københavns Vestegns Politi intensiverer patruljeringen i området omkring Ågården i Ishøj.

Det sker som følge af en række bilbrande, som har fundet sted siden december måned, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Senest blev endnu en bil sat i flammer i området mandag aften.

Ifølge Søren Uhre, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, ser myndigheden særdeles alvorligt på sagen.

- Hvis der foregår ildspåsættelser, så er det noget, vi ser med stor alvor på. Det er ganske alvorligt, hvis nogen går og sætter ild til biler på den måde, siger Søren Uhre til TV 2 Lorry.

12 bilbrande på en måned

Siden 1. december 2018 har Københavns Vestegns Politi modtaget hele 12 anmeldelser om afbrænding af biler i Ishøj Kommune.

 
 
Foto: Presse-foto.dk

De mange brande har fået politiet til at reagere ved nu at blive mere synlige i området.

Synligheden skal både virke præventivt og forhindre yderligere bilbrande, samtidig med at tilstedeværelsen kan øge muligheden for at eventuelle gerningsmænd bliver fundet.

- Vi øger patruljeringen i området nu, så borgerne kan blive trygge igen. Nu reagerer vi og bliver mere synlige i gadebilledet.

Da efterforskningen nu er i gang, kan politiet ikke oplyse, hvorvidt brandene er blevet antændt på en særlig måde - efter et såkaldt modus, som politiet kalder det.

Dermed vil vicepolitiinspektøren heller ikke forholde sig til, hvorvidt der er tale om samme gerningsmand eller -mænd bag brandene.

- Vi har ingen indikationer på, at det er de samme. Men det er klart, at vi har forskellige hypoteser i forhold til de brande, som er opstået. Vi har noget forskelligt vi skal have undersøgt, siger Søren Uhre.

Politiet: "Kontakt os, hvis du ser noget atypisk"

Politiet efterlyser samtidig vidner, som har set noget atypisk i områder med parkerede biler eller været vidner til brande.

- Har man nogle observationer, som er atypiske i forhold til, hvordan det plejer at være, så må man meget gerne ringe ind, så vi kan bruge det. Også hvis selvom man ikke lige tænker, at det er ngoet politiet kan bruge, siger vicepolitiinspektøren til TV 2 Lorry.

Borgere med oplysninger i sagerne kan kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på 4386 1448.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik