"Et forsøg på snyd" før drama-valg i S: Samme kreditkort oprettede 33 medlemskaber

Socialdemokratiets partisekretær kalder sagen for “kedelig”.

Mystikken bredte sig sidste efterår i den lokale socialdemokratiske partiforening i Ishøj, da der på bare én uge var 45 nye indmeldelser i partiet i den lille vestegnskommune.

Af dem var 33 personer blevet meldt ind i Socialdemokratiet i Ishøj ved hjælp af samme ip-adresse og samme kreditkort med meget kort tids mellemrum på to døgn.

Det oplyser blandt andre formand for Socialdemokratiet i Ishøj, Henning Bjerre, til TV 2 Lorry.

- Der var påfaldende mange. Og så vidt jeg ved, var der kun navne med anden etnisk baggrund end dansk, siger Henning Bjerre til TV 2 Lorry.

Efter et kaotisk år med interne opgør var der samtidig kun kort tid til, at foreningen skulle vælge enten borgmesteren gennem næsten 20 år, Ole Bjørstorp, eller udfordreren Merete Amdisen som ny spidskandidat til kommunalvalget i november 2021.

quote Det var et forsøg på at snyde afstemningssystemet,

Henning Bjerre, formand for den socialdemokratiske partiforening i Ishøj

I den lokale partiforening blev der derfor indkaldt til møde for at afværge et eventuelt forsøg på at fuske med resultatet af det afgørende valg.

Forsøg på snyd

Socialdemokratiets centrale partikontor var også blevet opmærksomme på sagen, og de forsøgte at komme i kontakt med de 33 personer gennem det centrale indmeldingssystem, for at få bekræftet deres ønske om medlemskab. Kun fire fastholdt deres anmodning, mens de 29 resterende aldrig gav lyd fra sig, oplyser Henning Bjerre.

- Vi nåede at få det stoppet før afstemningen, men det var et forsøg på at snyde afstemningssystemet, siger han.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger blev sagen bragt op på et bestyrelsesmøde få dage efter, at de 33 indmeldelser blev oprettet. Siden da har der ikke været lignende mystiske indmeldelser.

Det dramatiske valg om at blive borgmesterkandidat var kulminationen på et langt, internt magtopgør i partiet. Det endte med en klar sejr til Merete Amdisen - 206 stemmer mod Ole Bjørstorps 96. Den tredje kandidat i afstemning, Annelise Madsen, fik 67 stemmer. 

Men med et tættere valgresultatet kunne de 33 nye indmeldelser altså have været udslagsgivende, hvis ikke det var blevet opdaget i tide.

"En kedelig ting"

I Socialdemokratiets centrale partikontor kaldte partisekretær, Jan Juul Christensen, det for "uregelmæssigheder", da Ekstra Bladet skrev om sagen i oktober sidste år. 

I dag har han ikke kendskab til de nye oplysninger om, at samme kreditkort og ip-adresse har forsøgt at melde 33 personer ind.

- Det er nyt for mig. Men jeg skal ikke kunne sige, om andre i organisationen ved det, siger han til TV 2 Lorry.

quote Hvis det er rigtig, som du beskriver det, så er det da en kedelig ting

Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen

Hvad er din holdning til det?

- Hvis det er rigtig, som du beskriver det, så er det da en kedelig ting. Det er jo sådan, at når man melder sig ind i et politisk parti, så skal man jo gøre det, fordi man deler værdigrundlag med partiet. Det er man jo nødt til at gøre enkeltvis og individuelt, siger Jan Juul Christensen.

Giver de her nye oplysninger dig indikationer om, at nogle ville påvirke borgmesterkandidat-valget?

- Nej, det kan jeg ikke sige noget om. Jeg vil ikke motivforske på det.

Hvad har I gjort for at sikre, at det ikke sker igen?

- Vi har en udstrakt tillid til, at folk ønsker at være medlemmer, når de melder sig ind. Og at de gør det, fordi de deler vores værdigrundlag. Men så er det klart, at vi - ligesom i sagen i Ishøj - holder øje med, om det virker ekstraordinært, når nogle oplever at få mange indmeldelser. 

- Normalt har man et rimeligt flow med indmeldelser og udmeldelser henover et år. Og så er det i høj grad også op til de lokale partiforeninger at holde øje med, om der måtte være noget, der opleves som uregelmæssigheder. I forbindelse med sagen i Ishøj har man jo også haft et valgudvalg, som skal holde øje med det valg, der skulle foregå af borgmesterkandidaten, siger Jan Juul Christensen.

Mens Merete Amdisen nu er valgt som spidskandidat for Socialdemokratiet i Ishøj, er det endnu uklart, om Ole Bjørstorp agter at stille op til kommunalvalget næste år. Han har endnu ikke meldt sig som kandidat hos partiforeningen, oplyser formand, Henning Bjerre.

Sidste frist er 12. februar. 

Internt S-kaos i Ishøj

Et opsigtsvækkende, internt opgør har martret den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj Kommune.


Gruppen blev i efteråret 2019 splittet i to - med Ole Bjørstorp i en seksmandsgruppe og Merete Amdisen i en femmandsgruppe.


TV 2 Lorry fortalte første gang om uenighederne i begyndelsen af december 2019, da Merete Amdisen blev væltet som gruppeformand, og det var ifølge formanden for den socialdemokratiske partiforening i Ishøj, Henning Bjerre, Ole Bjørstorp, der havde “ført sværdet”


Borgmester Ole Bjørstorp sendte dengang en mail rundt til de socialdemokratiske byrådsmedlemmer, hvori argumenter for at vælte Merete Amdisen var oplistet. Der skulle blandt andet være “et stort had” blandt medlemmerne til Amdisen, sagde Ole Bjørstorp siden til TV 2 Lorry.


Der var dog ifølge Merete Amdisen også miskrediterende detaljer om hendes privatliv i mailen. Ole Bjørstorp har siden forklaret, at en sætning om Amdisens privatliv “burde man nok ikke have taget med.”


En uge efter, at hun blev væltet som gruppeformand, bebudede Merete Amdisen, at hun nu ville gå efter at blive spidskandidat.


I den forbindelse sagde hun til TV 2 Lorry, at “vi skal være i dialog med borgerne og ikke mindst bevare jordforbindelsen."


Og at “Ishøj har brug for både fornyelse og erfaring. Ishøj har brug for en leder, der med sikker hånd kan styre os igennem de udfordringer, vi står overfor. En der er i stand til at træffe vigtige beslutninger med både hjerte og forstand.” 


Til det sagde Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry: 


- Men det har hun ikke.

Merete Amdisen egnede sig hverken til at være gruppeformand eller borgmester, mente Bjørstorp.


- Hun kan ikke samle en gruppe eller et parti. Det går skidt hver gang. Man skal have nogle specielle egenskaber for at kunne være borgmester, sagde Ole Bjørstorp i december sidste år til TV 2 Lorry.


Uenighederne mellem de to grupperinger i partiet har været så store i løbet af 2020, at partisekretær for Socialdemokratiet, Jan Juul Christensen - der også er en del af landsledelsen sammen med blandt andre statsminister Mette Frederiksen - har måtte rykke ud som mægler.


Med sig har han haft den tidligere mangeårige Ramsø- og Roskilde-borgmester Poul Lindor Nielsen, men de har ikke kunne få parterne til at løse deres interne problemer.


I sommeren 2020 var Merete Amdisen og Ole Bjørstorp også uenige om, hvorvidt en stor høstfest for kommunens ældre borgere skulle gennemføres set i lyset af det høje niveau af corona-smitte, der har plaget Ishøj Kommune i coronakrisen.


Den interne splid var dog ikke det eneste Ole Bjørstorp-drama, der trak overskrifter i 2020. Ekstra Bladet kunne således i afsløre, at han kørte rundt i en kommunalt betalt tjenestebil stik imod reglerne.


Avisen afslørede også, at der var uregelmæssigheder med en del af de mange nye medlems-tilmeldinger, der væltede ind i Socialdemokratiet i Ishøj siden december 2019.


Uenighederne mellem de to grupperinger i byrådet stod også til skue på en generalforsamling i september 2020, der blev afviklet under stort drama og kaos.


Generalforsamlingen varede i otte timer, og på et tidspunkt blev der skabt så meget drama om dirigenten, at han valgte at gå.


24. november 2020 blev Ole Bjørstorp vraget af medlemmerne, da der skulle vælges spidskandidat til kommunalvalget i november 2021. Ny spidskandidat blev Merete Amdisen. 


Samme dag smækkede Ole Bjørstorp med døren, da han i et interview med TV 2 Lorry udtalte, at Socialdemokratiet "ikke havde behandlet ham godt."


I december 2020 truede Ole Bjørstorp med at ville forlade Socialdemokratiet, men skiftede siden mening. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik