Restaurantejer råbte politikerne op – nu er der udeservering hele året ud

De københavnske caféer og restauranter har fået lov til at fortsætte udeserveringen hele året ud.

Københavns Kommune traf i dag en vigtig beslutning for byens restauratører.

Udeserveringen, som ellers skulle stoppe den 1. oktober, får nu lov at fortsætte - indtil videre hele året ud.

Og den melding har givet et stort smil på læben hos restauratør Henrik Laszlo.

quote Jeg tror, jeg taler på hele branchens vegne, når jeg siger, at vi er utroligt glade

Henrik Laszlo, medejer af restauranterne Fishmarket og Cantina

Han er medejer af restauranterne Fishmarket og Cantina i Indre By, og han har kæmpet med næb og kløer for at klare sig gennem coronakrisen uden at skulle fyre medarbejdere.

Derfor gik han tidligere på måneden ud med et opråb til de københavnske politikere om, at de forlænger corona-hjælpeordningen med udvidet udeservering.

Også Horesta, der er brancheorganisation for hoteller og restauranter, har presset på for at få kommunen til at lytte.

Og nu har politikerne så valgt at give grønt lys.

- Jeg tror, jeg taler på hele branchens vegne, når jeg siger, at vi er utroligt glade for, at vi sammen med Københavns Borgerrepræsentation er lykkedes med at få forlænget muligheden for at servere udenfor, som vi har gjort gennem sommeren. Nu kan jeg forstå, at vi kan få lov til at gøre det helt frem til årsskiftet. Det betyder utroligt meget, siger Henrik Laszlo til TV 2 Lorry.

- Det betyder utroligt meget, siger Henrik Laszlo.

Bred politisk enighed

I maj blev det besluttet, at blandt andet caféer og restauranter kunne få tilladelse til at udvide deres kapacitet ved at inddrage blandt andet fortorve og parkeringspladser til spisepladser. Ordningen er en del af Københavns Kommunes hjælpepakker mod coronaens konsekvenser.

Det er en ordning, som flere virksomheder har gjort brug af. Men en udvidelse af den var indtil for nylig ikke på tegnebrættet hos kommunen.

Ifølge Socialdemokratiets gruppeformand Lars Weiss er der dog nu bred enighed blandt politikerne på Københavns Rådhus om at lade ordningen fortsætte.

- Det er jo ingen hemmelighed, at coronaen har gjort, at hele restaurationsbranchen i København er i knæ, og derfor vil vi gerne give en hånd til erhvervslivet og sørge for, at når folk går ud og spiser, så er der mulighed for at sidde udenfor, hvor risikoen for at blive smittet ikke er så stor, siger Lars Weiss til TV 2 Lorry.

Lars Weiss er Socialdemokratiets gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentaiton.
Lars Weiss er Socialdemokratiets gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentaiton.
Foto: TV 2 Kosmopol

Udendørs siddepladser har været en gevinst

Ved at benytte parkeringspladsen foran sin restaurant Fishmarket har Henrik Laszlo fået 20 ekstra siddepladser til sine gæster. Og det har været en stor gevinst over sommeren.

For med de strenge afstandskrav indenfor, har han været nødsaget til at inddrage 20 siddepladser inden døre. Men det har muligheden for udepladser indtil nu kompenseret for. 

Arkivfoto af Henrik Laszlo, mens han i færd med at dække op på udepladserne ved hans restaurant Fishmarket. 
Arkivfoto af Henrik Laszlo, mens han i færd med at dække op på udepladserne ved hans restaurant Fishmarket. 
Foto: TV 2 Kosmopol

- På mange måder er det en fantastisk at opleve, at man som borger i et demokratisk samfund, faktisk kan have direkte kontakt til politikerne, og det kan lykkedes sammen at komme i mål med et projekt som det her, siger Henrik Laszlo.

Da TV 2 Lorry onsdag aften mødte ham foran hans anden restaurant Cantina, der ligger i Borgergade, var vejret er lunt, og der var masser af siddende gæster udenfor.

Det er dog blot et spørgsmål om tid, før københavnerne går koldere tider i møde, men Henrik Laszlo er dog ikke så bekymret for, at det vil afskrække hans gæster fra at sidde udenfor.

- Vejret betyder jo selvfølgelig noget. Der er jo en større gevinst med udeservering om sommeren end om vinteren. Men vi danskere elsker at sidde udenfor, og hvis vi får lov til at sætte nogle varmelamper op, så har vi også tæpper, og så kan folk sidde ude og nyde en gløgg eller en øl. Det er jeg sikker på, vi kommer til at se vinteren igennem, siger han.

Det summede onsdag aften af liv på Cantina i Borgergade i det indre København. 
Det summede onsdag aften af liv på Cantina i Borgergade i det indre København. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Ifølge Socialdemokratiets Lars Weiss vil man fra kommunens vente til årsskiftet og se på, hvordan situationen til den tid ser ud for restaurationsbranchen og i forhold til coronasmitten.

- I hele denne coronatid asfalterer vi jo efterhånden, som vi bevæger os ned ad vejen, så når vi nærmer os første januar 2021, må vi se på, hvordan det ser ud der, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik