Jasmin i parkeringskaos på Vestegnen: "Folk holder på græsset og er ligeglade med bøder"

Parkeringsproblemerne er voksende i Ishøj Kommune, hvor flere føler sig nødsaget til at parkere ulovligt.

Jasmin Zaghmout er godt træt af at køre i ring. 

Problemet opstår hver aften omkring klokken 23.00, når hun efter den timelange køretur hjem fra sit arbejde bliver mødt af en propfyldt parkeringsplads foran sin lejlighed. 

Der skulle egentlig være en parkeringsplads til hver husstand, men da mange husstande har flere biler, går regnestykket ikke op, oplever hun. 

Jasmin Zaghmout har derfor flere gange set sit nødsaget til at parkere sin bil ulovligt, når hun efter at have kørt rundt i en times tid har opgivet at finde en plads.

Det har kostet hende fire parkeringsafgifter på et halvt år. 

- Det kan ikke være rigtigt, siger hun. 

Nu tænker du sikkert, at denne artikel handler om parkeringsudfordringer i København. Men det gør den ikke. Problemet har vokset sig ud af hovedstaden og ind i Ishøj. 

Det erkender Henrik Olsen (S), formand for Teknik- og Bygningsudvalget i Ishøj Kommune. 

- Det er et stigende problem i Ishøj, det må jeg blankt indrømme, siger han. 

quote Der er længere ventetid på en garage end en lejlighed

Jasmin Zaghmout, beboer i Ishøj

Udviklingen overrasker ikke Jeppe Rich, trafikforsker og professor på DTU, selvom han ikke umiddelbart selv er stødt på den. 

- Ishøj har mange boligbyggerier og højhuse, hvor folk jo ikke parkerer på deres egen parcel. Det er nok et udtryk for, at folk efterhånden har fået så mange biler, også dem, der bor i højhuse, at det presser dimensionalt på parkeringspladserne, siger han og understreger, at han ikke har undersøgt sagen selv, men blot antager.  

Holder pladsen for en ven

Da Jasmin Zaghmout flyttede fra Brønshøj til Ishøj i februar, havde hun ikke regnet med, at hun ville døje med parkeringsproblemer. Hun vidste, at det var et problem i København, men det kom bag på hende, at problemet også var rykket til Vestegnen. 

Det stod dog hurtigt klart, da hun overtog sin lejlighed. 

- Jeg fik at vide, at jeg kunne skrive mig op til en garage, men at jeg ligeså godt kunne droppe det på forhånd, da der er længere ventetid på en garage end en lejlighed, siger hun. 

quote Vi har en del bilafbrændinger i Ishøj, så det kræver, at parkeringspladserne er overvåget

Henrik Olsen (S), formand for Teknik og Bygningsudvalget, Ishøj Kommune

Da hun forleden kørte hjem fra arbejde, fulgte en anden bilist hende tæt. Hun kørte frem mod den eneste ledige parkeringsplads, da hun så, at en mand havde stillet sig for at spærre pladsen. 

- Han holdt pladsen til den anden bilist, og så var der ikke flere pladser tilbage. Det er så langt, det er nået ud, fortæller Jasmin Zaghmout. 

- Flere er også begyndt at parkere på græsset langs vejen. Jeg tror, folk er blevet ligeglade med at få bøder. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kommunens mange sociale boligbyggerier kan være en del af forklaringen på de manglende p-pladser, da flere dermed skal deles om de samme pladser.
Kommunens mange sociale boligbyggerier kan være en del af forklaringen på de manglende p-pladser, da flere dermed skal deles om de samme pladser.

Jasmin Zaghmout er nu begyndt at parkere et godt stykke fra sit hjem, da den ulovlige parkering ikke er en holdbar løsning. Det har allerede kostet hende mere end 2.000 kroner. Men det er frustrerende at skulle gå 20 minutter til og fra sin bil, synes hun. 

- Jeg betaler husleje, og jeg ved ikke hvad, men skal alligevel gå så langt for at finde parkering. Jeg er heller ikke tryg ved at parkere så langt væk, når man ved, at der bliver brændt biler, siger hun. 

Kommunen har prøvet lidt

Ifølge Henrik Olsen (S) er de manglende parkeringspladser især et problem i kommunens boligbyggerier. 

- Mange har mere end én bil, og måske også en varevogn, og det er der bare ikke plads til, siger han, da mange byggerier har sat én p-plads af per husstand.

Han kan godt forstå Jasmin Zaghmouts frustration og fortæller, at kommunen forsøger at løse problemet "så godt som muligt". 

- Lidt har vi prøvet, eksempelvis at finde nogle arealer, hvor de ekstra biler og særligt varevognene kan holde. Men vi har en del bilafbrændinger i Ishøj, så det kræver, at parkeringspladserne er overvåget, og hvem skal betale for det opsyn, spørger Henrik Olsen. 

Jasmin Zaghmout håber, at kommunen vil gøre noget ved problemet - enten ved at udvide parkeringspladserne eller håndhæve reglen om én bil per husstand. 

- Det undrer mig, at de ikke har gjort noget ved det for længst, siger hun.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik