Ishøj indtager atter kedelig førsteplads – men kommunen ved nu, hvordan familier smittes

Ishøj Kommune har justeret strategi, så deres testbus nu opsøger virksomheder i formiddagstimerne. Og det er en god grund til.

På trods af forstærket coronaindsats i Ishøj de seneste par uger, så har kommunen på den københavnske vestegn igen indtaget en kedelig førsteplads.

Ishøj startede ugen ud med mandag at være den kommune i landet det højeste antal coronasmittede per 100.000 indbygger – også kaldet incidens.

Og tirsdag fortsatte tendensen så.

Her er der registreret 79 smittetilfælde i Ishøj inden for den seneste uge, hvilket kan omregnes til et incidenstal på 345 smittede.

Rikke Hamberg Hesselø, der er leder af Sundhed og Analyse i Ishøj Kommune, fortæller, at man har undersøgt nærmere, hvordan coronavirus har smittet især mange familier.

- Når vi er nysgerrige på at undersøge, hvordan smitten kommer ind i familierne, så ser det sådan ud, at det indenfor den seneste uge i høj grad er mor eller far, der via deres job bringer smitten ind i familien. 

- Så vi har ændret strategien lidt i denne her uge til, at vores testbus i høj grad besøger virksomheder i Ishøj Kommune og primært i formiddagstimerne, og så vil den være på nogle andre lokationer i eftermiddagstimerne, siger Rikke Hamberg Hesselø til TV 2 Lorry.

Rikke Hamberg Hesselø er leder af Sundhed og Analyse i Ishøj Kommune
Rikke Hamberg Hesselø er leder af Sundhed og Analyse i Ishøj Kommune
Foto: TV 2 Lorry

Stigende kontakttal bekymrer

Ishøj kommune har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed gennemført en intensiveret smitteopsporing de seneste uger. Men alligevel er tallene altså steget.

Det er især det stigende kontakttal – altså antallet af personer en coronasmittet person smitter videre til, der bekymrer Styrelsen for Patientsikkerhed.

80 smitteopspore fra Styrelsen for Patientsikkerhed har de seneste uger stemt dørklokker i Ishøj for at få flere borgere testet for corona.
80 smitteopspore fra Styrelsen for Patientsikkerhed har de seneste uger stemt dørklokker i Ishøj for at få flere borgere testet for corona.
Foto: TV 2 Lorry


Det fortæller Bente Møller, der er sektionsleder i styrelsen.

- Det er klart, at hvis man tester mange, så vil man ofte også finde mange (smittede, red.). Det, vi ser, er, at kontakttallet begynder at stige igen – også for Ishøj Kommune. Så det er ikke bare fordi, vi tester mere, at der nu også er mere smitte. Der er også reelt flere smittede, siger hun til TV 2 Lorry.

Bente Møller, der er sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, er bekymret for det stigende kontakttal i Ishøj.
Bente Møller, der er sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, er bekymret for det stigende kontakttal i Ishøj.
Foto: TV 2 Lorry

Styrelsen for Patientsikkerhed og Ishøj kommune fortsætter det intensiverede smitteopsporingsarbejde og forventer, at tallene stagnerer inden for de næste par uger.

Flere vestegnskommuner hårdt ramt

Listen med de fem hårdest ramte kommuner i landet tæller udover Ishøj også Kolding i Jylland, vestegnskommunerne Glostrup og Høje-Taastrup og Fredensborg i Nordsjælland.

Blandt andet har man i Høje-Taastrup Kommune tirsdag valgt at lukke en skole og en fritidsklub midlertidigt som følge af et smitteudbrud.

Det drejer sig om Charlotteskolen og Fritids- og Ungdomsklub 5´eren, der begge ligger i Hedehusene, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, som følger situationen og foretager smitteopsporing i samarbejde med kommunens sundhedstjeneste.

Elever, medarbejdere og deres familier opfordres til at blive testet.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste tirsdag, at de i fremtiden vil fortsætte med at stemme dørklokker i områder, hvor smitten er stigende, for at opfordre folk til at lade sig teste.

Tiltaget sker som led i en fokuseret smitteopsporing. Styrelsen vil sende medarbejdere ud til områder, hvor smitten er koncentreret lokalt, da det er her, det bedst giver mening, fortæller styrelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik