Første danskere vaccineret mod corona: Jytte og Carl-Einar fik stikket

De første danskere har fået første del af vaccinationen mod Corona.

De første vacciner mod covid-19 er søndag morgen givet til beboere på plejehjem landet over.

På Omsorgscentret Kærbo i Ishøj var Jytte Frederiksen den første, som lagde overarm til første halvdel af vaccinationen. 

Imens den vaccinerende dosis blev indført i Fru Frederiksen, så landets statsminister med via en iPad. 

Mette Frederiksen klapper bogstaveligtalt i hænderne, da Jytte Frederiksen blev vaccineret.
Mette Frederiksen klapper bogstaveligtalt i hænderne, da Jytte Frederiksen blev vaccineret.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Tror, jeg lever i en evighed nu

Også på Plejecenter Fælledgården i København stod sundhedspersonale klar og kunne klokken præcis 09.00 vaccinere den første beboer.

Og det var en "ren fornøjelse", fortæller 92-årige Carl-Einar Jørgensen, der var den første beboer på Plejecenter Fælledgården i København, der fik stikket.

- Jeg kunne ikke engang mærke, at jeg fik stikket. Jeg tror på vaccinen, og jeg tror på, jeg lever i en evighed nu, siger han.

- Jeg synes, det er væsentligt for os alle sammen og menneskeheden i det hele taget, siger han til TV 2.

Han er en af de 280 beboere og plejepersonale, der skal vaccineres i plejecenteret søndag morgen.

92-årige Carl-Einar Jørgensen var den første beboer på Plejecenter Fælledgården i København til at modtage vaccinen.
92-årige Carl-Einar Jørgensen var den første beboer på Plejecenter Fælledgården i København til at modtage vaccinen.
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Stor udrulning af vacciner de kommende uger

Danmark modtog lørdag morgen 9750 doser af vaccinen. Den er blevet fordelt til et plejehjem i hver af landets fem regioner, og søndag er de første længe ventede stik altså blevet givet.

Personer i risikogrupper samt sundheds- og plejepersonale er blandt dem, der står forrest i køen til at blive vaccineret mod coronavirus i Danmark.

Der skal gives endnu et stik om et par uger, før den optimale effekt opnås.

Forrest i køen til vaccinen står personer i risikogrupper. Det gælder ældre og kronisk syg. Det samme gælder sundheds- og plejepersonale og udvalgt personale, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.

Opdateres....