Coronakrisen gør indhug i velfærdsydelser i Ishøj

I Ishøj får problemerne affødt af coronakrisen nu kommunen til at skrue gevaldigt ned for velfærdsydelser i hjemmeplejen for en periode.

Støvsugning én gang om måneden og omsorgsbesøg via et telefonopkald i stedet for et fysisk besøg i hjemmet.

Frem til 1. maj skruer Ishøj Kommune gevaldigt ned for velfærdsniveauet i hjemmeplejen, hvor kun de allermest nødvendige ydelser vil blive prioriteret.

Det betyder blandt andet, at borgere i hjemmeplejen skal indstille sig på et ’væsentligt reduceret’ rengøringsniveau, færre omsorgsbesøg og midlertidig suspendering af klippekortsordningen og aflastning til pårørende.

Det oplyser Ishøj Kommune.

Årsagen? Den aktuelle sundhedskrise forårsaget af covid-19 gør, at kommunen er knap på personaleressource, fortæller Merete Amdisen (S), der er formand for Social og Sundhedsudvalget.

- Vi gør det for at være på forkant med situationen og en eventuel forværring af sundhedskrisen. Det er desværre nødvendigt, hvis vi skal være sikre på at have personaleressourcer til at pleje borgere, der er syge, siger hun til TV 2 Lorry.

Gør ondt helt ind i sjælen

Beslutningen blev vedtaget af et enigt Social og Sundhedsudvalg på et møde onsdag og træder i kraft allerede i dag, torsdag den 26. marts 2020. Foreløbig gælder det forringede serviceniveau indtil den 1. maj 2020.

- Det gør ondt næsten helt ind i sjælen at skulle reducere det så meget i vores serviceniveauer, selvom det kun er for en periode. Derfor synes jeg, det har været vigtigt, at alle i udvalget var enige om det, siger Merete Amdisen.

Borgmester Ole Bjørnstorp (S) supplerer:

- Det er naturligvis ikke med vores gode vilje, at vi må ind og prioritere på denne måde. Men hele situationen er uvant, og vi er nødt til at sørge for, at ressourcerne rækker længst muligt, siger han.

For borgere, der har fået inddraget klippekortsordningen – en ordning, hvor borgere sparer ugentlig tid op, som de med en hjemmeplejer selv kan disponere over og bruge for eksempel til indkøbshjælp – gælder det, at de under vågeblusperioden fortsat opsparer klip, som de igen kan bruge efter 1. maj.

Merete Amdisen oplyser, at man i kommunen trods alt regner med at kunne frigive en tillægsbevilling til socialområdet, når coronakrisen er aftaget. Denne skal blandt andet tilbyde en ekstra hovedrengøring til alle de borgere, hvis rengøringsniveau har været sænket.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik